19 elever sprang i sommer ud i noget helt nyt på Nordstjerneskolen. Nu er de 31.
I dag går der nemlig 31 elever i juniormesterlære i 8. og 9. klasse i Gribskov Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Juniormesterlære i Gribskov tiltrækker flere elever, fra 19 til 31 på et år.
- Gribskov skiller sig ud med 6,1% af elever i juniormesterlære, rangeret 17. blandt kommunerne.
- Kombinationen af skole og praktik ses som fordelagtig; både boglig og praktisk undervisning tilbydes.
- 11 af 15 tidligere juniormesterlære-elever i 9. klasse vælger erhvervsuddannelse.
- Praktikordningen reducerer fravær og øger motivation og selvtillid blandt eleverne.
Det svarer til 6,1 procent af årgangen(e) og betyder, at kommunen ligger på en 17. plads blandt landets 98 kommuner. Det fremgår af en ny opgørelse fra SMV Danmark.
I juniormesterlære kombineres tre 'almindelige' skoledage med to dage, hvor eleverne er ude i praktik på en rigtig arbejdsplads. Lovgivningen kræver 'kun', at elever i et juniormesterlæreforløb undervises i dansk og matematik. Men i Gribskov Kommune er der også engelsk og fysik/kemi på skoleskemaet. For at holde flest mulige døre åbne for eleverne.
En lokal succes
I Gribskov er det på Nordstjerneskolen i Helsinge, at alle juniormesterlære-eleverne er samlet i én klasse. Og her var man også glade, da muligheden bød sig:
- Det er en sindssygt god idé, fordi det virkelig nogle unge mennesker, som er lidt skoletrætte, en mulighed for at shine. Vi har både dem, der måske har haft en lidt svær skolegang, men også dem, hvis far eksempelvis har en håndværksvirksomhed og ved, at de vil arbejde i samme branche. Og vi har nogle lærere, der har en bevidsthed om, hvem de underviser, og har en mere praksisorienteret undervisning, fortalte afdelingsleder Mette Droob Olsen, der står i spidsen for tilbuddet, da Sjællandske Nyheder besøgte klassen i sommer.'
Gribskov Kommune vil fortsat arbejde med at udvikle juniormesterlære og styrke indsatsen, så flere unge får mulighed for en praksisnær vej gennem skolen.
Læs også
- Christoffer er i juniormesterlære: - Jeg gider ikke det der med 17 kilometer lange ligninger
- Byrådsmedlem: - Juniormesterlære er godt for både børnene og erhvervslivet
Gode resultater
Foreløbig har det vist sig, at 11 ud af de 15 elever fra 9. klasse har valgt at ville fortsætte på en erhvervsuddannelse, når de er færdige med folkeskolen.
- Vi kan se, at vores indsats gør en reel forskel for de unge. Flere finder en retning og vælger en erhvervsuddannelse, og samtidig er det tydeligt, at de får større glæde ved at gå i skole. Når skoledagen opleves som mere meningsfuld, styrker det både elevernes motivation og muligheder for at komme godt videre, siger Astrid Recinella (NG), formand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget, i en pressemeddelelse.
Fraværet blandt eleverne i juniormesterlære er desuden faldet fra 20,3 procent i en almindelig skoleklasse til 9,7 procent, inklusive sygdom fra praktik.
Den fælles struktur, hvor eleverne er afsted på samme tid og ikke går glip af hverken undervisning eller fællesskab, er en vigtig del af forklaringen.
- Vi ser elever, der bliver mere motiverede og får større tro på sig selv. Samtidig får de en konkret forståelse for deres muligheder, fordi de er tæt på praksis. Det giver dem et bedre grundlag for at vælge retning efter grundskolen, siger Morten Dahlberg (S), næstformand for Børne-, Skole- og Ungeudvalget.