Blot få måneder efter fusionsudmeldingen er der kommet en afklaring om den nye AL Sydbanks filial i Ballerup.
Filialen på Sct. Jacobsvej har den nødvendige størrelse og lokaler nok til at kunne rumme de 13 medarbejdere fra de to fusionsbanker i byen. Den nye fælles arbejdsplads vil dermed skabe bedre rammer for både kunder og medarbejdere – og sikre fortsat lokal tilstedeværelse med rådgivning tæt på kunderne.
- Vi har set meget frem til at kunne fortælle, at vi blot få måneder efter fusionen har fået afklaret rammerne for bankens fremtid her i Ballerup. Siden fusionen i december 2025 har vi naturligvis besøgt hinanden og koordineret på tværs – men nu samles vi på samme adresse og arbejder endnu tættere sammen. Vi ser frem til at samle alle vores dygtige og erfarne kolleger ét sted, siger Jonas Rauff Pedersen, der netop er blevet udpeget som privatdirektør i Ballerup.
Jonas Rauff Pedersen kommer fra en stilling som privatkundedirektør i tidligere Arbejdernes Landsbank Vestegnen.
Beholder deres rådgiver
Den seneste tid har der været en del planlægning og koordinering for at gøre klar til flyttedagen den 13. april. Kunderne fra tidligere Arbejdernes Landsbank har fået besked i netbanken om, at de fremover finder deres rådgiver i AL Sydbanks filial på Sct. Jacobsvej.
Selv om kunderne skal besøge en ny adresse, vil de nemlig stadig blive mødt af deres nuværende rådgiver. På den måde fortsætter samarbejdet som hidtil.