Ringsted Bibliotek inviterer til blå blink-dag i Lystanlægget ved biblioteket lørdag den 18. april kl. 10-12.
Her kan børn og voksne få lov til at sidde bag rattet i en vaskeægte politibil, kigge ind i en ambulance og opleve både sirener og blå blink helt tæt på.
Køretøjerne kommer fra Ambulance Sjælland, politiet, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning samt Virksomhedshjemmeværnet.
Der bliver også rig mulighed for at stille spørgsmål og tage en snak med politibetjente, brandfolk og ambulancereddere om deres arbejde.
Når arrangementet åbner kl. 10, plejer mange børn og voksne at møde op på samme tid, hvilket kan give ventetid. For at undgå alt for meget ventetid, kan man vente med at komme til kl. 11. Der kan dog stadig forekomme ventetid, oplyser biblioteket.
Det er gratis at deltage, og der kræves ingen tilmelding.