Tirsdag den 14. april klokken 19–21 får Posthuset i Ballerup besøg af to brødre, der med deres personlige historie har sat aftryk på den offentlige debat om tro, identitet og seksualitet.
Sune og Andreas Gylling Æbelø står bag den anmelderroste bog 'De fortabte sønner', og nu kan de opleves i Ballerup med et foredrag om deres opvækst i et stærkt religiøst miljø – og den lange vej mod at kunne stå ved sig selv.
Brødrene voksede op i det vestjyske bibelbælte, hvor deres homoseksualitet var svær at forene med omgivelsernes forventninger og tro. Deres ungdom var præget af skyld og skam, og begge forsøgte at passe ind i et miljø, hvor kærlighed mellem mænd blev betragtet som forkert.
Foredraget tager afsæt i deres bog og blander oplæsning, fortælling og dialog med publikum. Publikum kan se frem til en aften, der både er rørende, underholdende og tankevækkende.
Foredraget berører temaer som tro, religion, identitet og seksualitet - og ikke mindst modet til at bryde med forventninger og finde sin egen vej. Det er også en fortælling om håb, kærlighed og om at finde tilbage til sig selv, og hinanden som brødre.
Billetter kan købes på Ballerup Bibliotekernes hjemmeside.