Idrætsforeningernes medlemstal sætter rekord i Furesø

Vinter- samt helårsbadning er en af de populære foreningsidrætter i Furesø Kommune.

Vinter- samt helårsbadning er en af de populære foreningsidrætter i Furesø Kommune.

Foto: Presse.

DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) oplyser at, idrætsforeningerne på landsplan nåede et samlet medlemstal på 2.525.038 i 2025. Det er en stigning på 40.821 sammenlignet med året før, og det er første gang, medlemstallet runder 2,5 millioner.

I Furesø Kommune steg medlemstallet med 1.140 medlemmer i 2025. Kommunens idrætsforeninger har nu i alt 30.087 medlemmer, mod 28.947 i 2024, hvilket svarer til en fremgang på 3,94 procent.

DGI og DIF oplyser også fordelingen mellem organisationerne: Danmarks Idrætsforbund (DIF) opnåede 2.140.630 medlemmer (+16.793), og DGI opnåede 1.996.197 medlemmer (+55.674). Det samlede tal er renset for dobbeltregistreringer, da flere foreninger er medlem af begge organisationer. Et medlem tæller med i statistikken, hvis medlemskabet har varet mindst tre måneder i kalenderåret, og et enkelt CPR-nummer kan tælle som flere medlemmer, hvis personen i kalenderåret har haft mere end ét medlemskab i minimum tre måneder.

- Det er virkelig godt, at flere bliver en del af foreningslivet. En fremgang i medlemstallet på 4% viser tydeligt, at Furesø Kommunes borgere ønsker at prioritere et aktivt foreningsliv i fællesskab med andre - fællesskaber som kun er blevet endnu mere vigtige i den tid og verden, vi lever i. I Furesø Kommune vil vi fortsætte arbejdet for at understøtte frivillighed og fællesskaber, da de er et vigtigt omdrejningspunkt for kommunes fremadrettede udvikling, siger borgmester Nicolai Bechfeldt i en pressemeddelelse. 

- Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen, siger DIF's formand, Hans Natorp i en pressemeddelelse. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...