SF'er må håbe på en ny vikartjans

Mads Olsen (SF) kommer ikke i Folketinget, men er klar til en ny vikartjans, som ikke virker helt usandsynlig.

Mads Olsen (SF) kommer ikke i Folketinget, men er klar til en ny vikartjans, som ikke virker helt usandsynlig.

Foto: Lars Ahn Pedersen

Han havde lige fået smag for tilværelsen som folketingsmedlem, men Mads Olsen må nu tilbage på udskiftningsbænken som SF's suppleant i Sjællandskredsen.

Den Korte Version
  • Mads Olsen fra SF står stadig som suppleant efter valget og har ikke opnået et fast mandat i Folketinget.
  • Hans valgresultat spejler 2022, hvor SF vandt tre mandater i Sjællandskredsen, mens Mads Olsen blev nummer fire.
  • Olsen har haft rollen som vikar og håber på lignende muligheder fremover.
  • Personligt har han opnået en fremgang i stemmetal, fra 943 stemmer i 2022 til 1315 nu.
  • Olsen vil nu tage en uddannelse, med mulighed for igen at vikariere i Folketinget.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Hans valg blev stort set en gentagelse af folketingsvalget i 2022. Begge gange har SF fået tre mandater på Sjælland, og begge gange er han blevet nummer fire bag Astrid Carøe og Anne Valentina Berthelsen. 

- Det er brandærgerligt. Jeg synes, det har været enormt fedt at repræsentere Roskilde i Folketinget de sidste par år som transport- og boligordfører. Men det har også været en op ad bakke-mission at skulle slå nogen, der har siddet i Folketinget siden 2019 og har klaret det godt. Men det er jo nogle unge kvinder, som måske skal på barsel igen, så nu må vi se, om ikke jeg kommer ind igen, siger Mads Olsen.

Denne gang har partiet en suveræn topscorer på Sjælland i skikkelse af Pia Olsen Dyhr, hvor det sidste gang var Jacob Mark, som Mads Olsen blev vikar for i 2023. 

Og der har været god brug for SF-suppleanter på Sjælland, da Anne Valentina Berthelsen har været på barselsorlov. Hendes vikar var Claus Jørgensen fra Lejre - som igen er blevet 2. suppleant.

Fremgang uden mandat

Selvom Mads Olsen må ærgre sig over at misse et folketingsmandag, kan han notere sig en fremgang i sit personlige stemmetal, der denne gang landede på 1315 mod 943 stemmer i 2022. I Roskilde er han gået en smule frem fra 562 til 618 stemmer.

- Min egen oplevelse er, at mange af dem, der stemte på mig sidst, var unge førstegangsvælgere, som nok er flyttet væk igen. Jeg synes, at jeg har ført en så god valgkamp, som jeg kunne. Det er jo altid ærgerligt, at den fremgang, der er på landsplan, ikke giver et ekstra mandat til os her på Sjælland, siger Mads Olsen.

Han skal nu til at tage sig en uddannelse - med risiko for at skulle tage orlov, hvis Folketinget kalder igen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...