Hvad har Michael Jackson, Apacha, Lady Gaga og Pentatonix til fælles??
De har alle sammen lavet sange, der bliver sunget af Vocalicious i Udlejre Kirke i Ølstykke søndag den 19. april klokken 15.00.
- Vocalicious tager nye og klassiske numre under kærlig musikalsk behandling til en koncert, som vi glæder os meget til, lyder det fra Udlejre Kirke.
Vocalicious inviterer til en eftermiddag med garanti for vippende fødder, velklang i ørerne og måske en klump i halsen. Repertoiret er bredt og trækker både på radiofavoritter, lækkerier fra det store lærred og mindre kendte godbidder.
Vocalicious er et rytmisk kor på 40 sangere fordelt på fire stemmer, der synger alt fra pop til jazz, til gospel og soul. Vocalicious ledes af Simon Jansfort, som også er organist i Udlejre Kirke.
Kendt kor
Hvis man går i teatret, har man måske allerede hørt Vocalicious' sprøde toner. De har nemlig været hyret som teaterkor af blandt andet Det Kongelige Teater til deres kæmpesucces "Som I Himlen" og af Nørrebro Teater.
Vocalicious har også optrådt med så forskelligartede kunstnere som blandt andre Sebastian, Bobo Moreno, Cæcilie Norby, Thomas Eje og Det Kongelige Kapel
Da Ed Sheeran spillede koncert på Amager i sommeren 2025, kunne man også finde Vocalicious som pop-up kor ved Metroen, hvor de startede stemningen med de sprøde harmonier.