Solrød Byråd har nu besluttet, at fællessang bliver en del af byrådsmøderne – dog i en version, hvor der ikke synges for åben mikrofon og livestream. Byrådet har nemlig fulgt indstillingen, men med den tilføjelse, at sangen ikke skal ligge i selve det offentlige byrådsmøde, men i starten af Byrådets Time, hvor mødet endnu ikke transmitteres. Dermed undgår politikerne, at sangen bliver en del af de officielle optagelser.
- Solrøds byråd har besluttet, at fællessang skal indføres, men uden åben mikrofon og livestream.
- Beslutningen følger et forslag fra Regine Hovmøller (LA) om at fremme fællesskab og positiv tone.
- Sangene vil blive valgt fra Højskolesangbogen, med partierne på skift som sangvælger.
Forslaget blev oprindeligt fremsat af Regine Hovmøller (LA), som ønskede at skabe en mere positiv tone og et stærkere fællesskab på tværs af partier forud for de politiske drøftelser. Sangen skal vælges fra Højskolesangbogen, og partigrupperne skiftes til at vælge sang efter tur og størrelse. Administrationen vurderede, at byrådet selv skulle tage direkte stilling til forslaget, da det alene vedrører byrådets interne rammer.
- Jeg kunne godt støtte indstilling om at synge til byrådsmøderne, jeg er ikke så blufærdig, men jeg kunne fornemme et flertal for, at man ikke nødvendigvis vil synge offentligt, og det respekterer jeg, og vi skal være fælles om det, bemærkede hun på byrådsmødet forleden.
Beslutningen i Solrød adskiller sig fra Hørsholm, hvor et lignende initiativ – som tidligere beskrevet af Sjællandske – har været ramt af tekniske diskussioner, uenighed om mikrofoner og usikkerhed om at synge på livestream. I Hørsholm har den første fællessang derfor flere gange været udskudt, selv om forslaget blev vedtaget tilbage i foråret.
Med beslutningen i Solrød ligger linjen nu fast: Der skal synges, men i et format, hvor politikerne kan deltage uden kameraer og mikrofoner tændt.