Kunstmalerfamilien Skovgaard er i fokus ved et foredrag onsdag den 15. april i Elværket. Her har Frederikssund Historiske Forening inviteret Benedicte Helvad, sekretariatschef i Kulturstyrelsen, som foredragsholder.
Hun fortæller om familien med udgangspunkt i kunstmaleren Hjalte Skovgaard, der er barnebarn af den kendte guldaldermaler P. C. Skovgaard. Hjalte Skovgaard blev født 1899 i København som søn af kunstneren Niels Kristian Skovgaard og Ingeborg Luplau Møller. Han boede i en årrække i Frederikssund og har som maler fundet mange motiver i området.
Hjalte Skovgaard døde 24. april 1967 og er begravet på Frederikssund Kirkegaard sammen med sin hustru.