Hvordan forvandler man et blomstrende gartneri til et af Danmarks største shoppingcentre? Svaret begynder i Rødovre i 1920’erne og hos en mand med usædvanlig vilje.
I dag kender alle Rødovre Centrum, men de færreste ved, at fundamentet blev lagt af en jysk gartner, der overlevede både krig, skepsis og finansielt stormvejr.
- Aage Knudsen forvandlede et gartneri til Danmarks største shoppingcenter, Rødovre Centrum.
- Knudsen blev inspireret til centret gennem observationer af amerikanske shoppingcentre i 1950erne.
- Centret åbnede i 1966 og har siden oplevet flere udvidelser og moderniseringer.
- Direktørskiftet i 2021 brød en familietradition, men visionen om fremtidssikring forbliver central.
- Magasin lukkede i begyndelsen af 2026, men Salling overtager snart lokalerne.
I 1924 fik Rødovre en ny indbygger, der mere end nogen anden skullesætte sit præg på byen. Aage Knudsen skulle kun bruge 1000 dage på kanten af København, før han startede sit eget gartneri.
Det var dog ikke kun tulipaner, der voksede op af jorden for foden af vandtårnet i hjertet af Rødovre. Sammen med sit livs kærlighed, Lilly Henriksen, købte Knudsen fire tønder land mellem Valhøjs Allé og Rødager Allé, der hurtigt voksede til et kæmpe gartneri med fire drivhuse, en fyrkælder med koksfyrede kedler og et lille træskur.
Det siger meget om den unge Knudsen, at han under de første trange år boede i det ydmyge træskur og ifølge familierygterne levede af vand og havregrød.
I 1930 giftede kæresterne sig, og familien voksede med sønnen Svend og datteren Tove, men gartneriet havde også vokseværk. I 1938 kunne gartner Knudsen, som han bare kaldtes i folkemunde, kalde sig ejer af yderligere 18 tønder land, og inden længe havde han et af Danmarks største gartnerier.

Flid og forretningssans
End ikke 2. Verdenskrig kunne lægge låg på den spirende drøm om at forvandle de store landområder til noget endnu større. Den modige gartner trodsede alle sine rådgivere, der foreslog ham at sælge de mange centrale jordstykker til kommunen, og kastede sig i stedet ud i det største projekt byen nogensinde har set: Opførelsen af et butikscenter — et centrum i Rødovre.
En oliesheik var villig til at låne ham de kolossalt mange penge, men fik nej af den danske stat. Det ville ellers have sparet Knudsen for et kurstab på 30 millioner kroner. Han fik til gengæld masser af opbakning fra banken, der belønnede hans velkendte flid, forretningssans og tidligere resultater.
Opdateret historiefortælling
Denne artikel blev oprindeligt udgivet i 2016 i anledning af Rødovre Centrums 50‑års fødselsdag. Siden da er den blevet opdateret og udvidet med nye oplysninger, så historien afspejler centerets udvikling frem til i dag.
Inspiration fra USA
Idéen havde han fået nogle år tidligere under et besøg hos sin søn Svend, der var i praktik på et orkidégartneri i Ohio. På den lange køretur gennem Guds eget land kunne Knudsen ikke undgå at bemærke de mange store indkøbscentre, der var skudt op lige uden for de større byer.
- Rejsen til USA gav mig indtryk af, at moderne fabriks- og handelsbyggeri skulle være i et plansystem med rigelige arealer til veje og parkeringsanlæg, og at bilalderen og centerdannelsen hørte sammen, sagde Knudsen senere under åbningen af Rødovre Centrum i april 1966.

Grøntsager på taget
Åbningen af centeret var nær aldrig blevet til noget, havde det ikke været for en lige så nytænkende kommunalbestyrelse. Den bestilte i 1960 en butiksanalyse for hele byen, der konkluderede, at Rødovre manglede butikker — ikke mindst på udvalgsvareforsyningen. Den handel, som forsvandt over kommunegrænsen, ville politikerne gerne hente tilbage til byen, og da handelslivet langs Roskildevej var gået i stå, var Aage Knudsens drøm den brik, der manglede i puslespillet. Nu skulle indkøbsmuligheder samles dér, hvor der også findes kultur, service og den kommunale administration i centrum af byen.
Den hedengangne avis Aktuelt kaldte i 1962 byggeprojektet for ”Nyt Vest City” — en helt ny bydel syv kilometer fra Rådhuspladsen, hvor der på grund af overbygningen kunne være sommer hele året. Selv forklarede forretningsmanden Knudsen det bærende princip til BT:
- For mine sammensparede 7.000 kroner købte jeg i 1927 fire tønder land i Rødovre. Mit princip var altid at arbejde dobbelt så meget som de andre, samt at vognen til Grønttorvet skulle være stuvende fuld. Det er det, der ligger på taget, som giver den fortjeneste, der kan spares op, sagde Knudsen. I løbet af 10 år havde han 22 tønder land, der blev til hele byens familiecenter.

Generationers genklang
Den første sten blev lagt i jorden af handelsminister Lars P. Jensen, mens borgmester Gustav Jensen lagde sin sten, før Knudsen selv kunne lægge grundstenen til en familievirksomhed, der gav genklang generationer ud i fremtiden.
- Rødovre Centrum vil kunne tjene som et mønster for de kommende centre, sagde handelsministeren, og han fik ret.

Rødovre Centrum blev Danmarks første center, men ikke det sidste. Symptomatisk for centeret har man aldrig ladet sig overhale af de nye børn i klassen, men hele tiden udviklet og fornyet sig. Det vidner centerets historie mere end noget andet om — en historie om, hvordan centeret og familien bag hele tiden har kigget i krystalkuglen og forberedt sig på fremtiden.
På åbningsdagen den 1. april 1966 havde enkelte butikker om morgenen stadig travlt med at pynte vinduer og fylde op på hylderne for at stå klar. Den første butik, der kunne melde alt helt klar, blev Bambi Børnetøj, men alle forretninger nåede det til tiden. I alt satsede centeret 400 millioner kroner på udvidelsen, der ud over de mange nye butikker skulle give centeret en af de bedste P-pladsdækninger i Danmark. Da byggeriet knap 19 måneder senere stod færdigt, fyldte Rødovre Centrum 70.000 kvadratmeter.
Gartneren Knudsen fik altid sin vilje
To uger efter den officielle åbning kom endnu et tilbud, der tog kegler blandt borgerne i Rødovre, da den kun 24-årige Connie Hansen kunne åbne Danmarks største bowlinganlæg med 26 baner i fuld længde. Rødovre Centrum var ikke kun til praktiske indkøb — det var både til hverdag og fest, hvilket Danmarks største taghave med restaurant og forsamlingslokaler med plads til 500 mennesker vidner om. For ikke at tale om de 101 lejligheder, der skulle gøre det muligt for unge at forfølge deres drøm om at bo tæt på deres læreplads, som Knudsen selv havde kæmpet for, dengang han kom fra Jylland til Rødovre.

Der var noget eksklusivt og royalt over centeret. Ikke mindst på grund af hendes forkærlighed for blomster havde Hendes Majestæt Dronning Ingrid et godt forhold til gartner Knudsen, som hun besøgte både på Grønttorvet og ved store begivenheder blandt gartnerne. Dronningen nød også sine besøg i Rødovre Centrum, hvor hun hver gang brugte flere timer.
Bil Bio på siden
Mange troede måske, det var en aprilsnar, når arbejderne på byggepladsen ved siden af den stadig nye centerbygning fortalte, hvad de arbejdede på frem mod afsløringen den 1. april 1971. Men selvom det lød sjovt, var det ramme alvor: Med Bil Bio fik Rødovre en premierebiograf af de helt store.
Der var plads til 480 biler, da den prisbelønnede filmfotograf og rødovreborger Henning Bendtsen spændt så til, mens to kæmpe kraner løftede det mere end 300 kvadratmeter store filmlærred på plads på siden af Rødovre Centrum. Bil Bio var en realitet, og det betød gratis premierefilm til centerets mange naboer, der kunne se med fra deres lejligheder. Boede de lidt længere væk, var der gode chancer for en billig tur i bilbiffen.
- Vi har valgt ikke at have nogen øvre overgrænse for, hvor mange man må være i en bil, lovede Henning Bendtsen.

På 10-års fødselsdagen ønskede grundlæggeren sig en ekstra etage på Magasin og et apotek — og når man er vant til at få sin vilje, bliver ønskerne opfyldt. Både Magasin og apoteket har siden været blandt centerets mest besøgte butikker.
Det var ellers ikke fordi, det skortede på tilbud, der kunne lokke kunderne til centeret, heller ikke til fødselsdage og udsalgsdage. En moderne centerforening lokkede med smarte tiltag og sjove tilbud under mottoet ”Alt under een hat”.

Det bliver i familien
I 1977 afløste Aage Knudsens datter, Tove Andreasen, direktør Helge Schultz. Hun havde haft ansvaret for regnskaberne i 13 år og var mere end klar til at tage over. I 1980 kiggede Aage Knudsen og hans datter fremad: nu drømte de om at bygge en ekstra etage på Rødovre Centrum — en mulighed, der allerede var forberedt fra starten.
- Det er forbrugerne, der bestemmer, hvem der skal være her, sagde Aage Knudsen, der ikke havde meget tiltro til de nye discountbutikker, der pressede på for at få plads. Et princip om kvalitet, som Rødovre Centrum stadig holder fast i.

Direktørstolen gik i arv
1989 begyndte som mange andre år i Rødovre Centrum — med en udvidelse. Tre nye etager, nye forretninger og overgang til fjernvarme.
- Behovet for flere butikker og større kontorareal har gjort det nødvendigt at udvide, lød det fra Tove Andreasen, som lovede, at de nye lokale ud mod parkeringspladsen ved Højnæsvej stod klar til brug inden året var omme.
Tre etager med kontorer, en stueetage med forretninger og en parkeringskælder senere, skulle det vise sig, at hun fik ret.
Dermed var den største begivenhed siden selve indvielsen i 1966 en realitet.
En sort streg i regningen var desværre, at Aage Knudsen ikke selv nåede at se nybygningen i fuldt flor, da han afgik ved døden umiddelbart før indvielsen af den nye tilbygning.
Selskabet fortsatte i samme ånd, og i 1991 overtog hans datter Tove Nyhuus’ søn Jesper Andreasen direktørstolen som blot 29-årig.

Ved 30-års jubilæet i 1996 blev centerets eventyrlige historie fejret med en 1001 nats udstilling og officiel rundvisning af borgmester Erik Nielsen sammen med den indiske ambassadør. I 1998 indviede han Europas første skøjtebane i et storcenter. Festpladsen har siden huset alt fra rulleskøjteløb til romaskinekonkurrencer.
Popularitet og parkeringspladser
I 1999 blev det igen tid til flere parkeringspladser — 400 nye, de fleste under jorden. I 2001 fortalte Jesper Andreasen i et interview, at han ønskede en smukkere by uden skæmmende skilte og graffiti — og endnu en udvidelse. Den kom i 2003, da Tove Nyhuus tog første spadestik til en 10.000 kvadratmeter stor tilbygning.
Rødovre Centrum havde for længst opnået status som et regionalt kraftcenter, hvor kunder fra hele Vestegnen og store dele af hovedstadsområdet søgte mod de mange butikker, spisesteder og tilbud. Men ambitionerne rakte endnu længere.
I 2016 tog centret fat på en af sine mest markante udvidelser siden åbningen. Kapaciteten blev øget med omtrent 20 procent flere parkeringspladser og 20 nye butikker, så det samlede antal rundede 150.
Udbygningen løb op i en investering på mellem 350 og 400 millioner kroner og var endnu et bevis på, at Knudsens oprindelige vision om fremtidssikring stadig stod som et bærende princip.
To år senere, i 2018, blev “Krystallen” indviet — et stort, overdækket atrium, som både skabte nye rammer for shopping, arrangementer og oplevelser og rummede moderne parkeringsfaciliteter.

Krystallen er siden blevet et naturligt knudepunkt i centret og viste endnu engang, hvordan Rødovre Centrum formåede at forene arkitektur, funktion og fremtidstænkning.
Samme år skete der noget historisk: For første gang siden grundlæggelsen i 1966 blev Rødovre Centrum sat til salg af familien.
Ifølge direktør Jesper Andreasen var forklaringen enkel: ingen i fjerde generation ønskede at overtage ledelsen. En handel kom senere samme år ganske tæt på, men blev bremset på målstregen efter uenighed om de skattemæssige forhold ved et eventuelt salg. Medierne kunne dengang berette om en forventet pris på omkring fem milliarder kroner.
I 2021 blev endnu en milepæl sat, da Jesper Andreasen, efter mere end 30 år på posten, overdrog direktørstolen til Jacob Birkbøll, der dog hurtigt fandt sig hjemme i de historiske rammer.

- Jeg er jo ikke en del af familien af kød og blod, men jeg kunne ret hurtigt fornemme, at Rødovre Centrum var et helt unikt sted, sagde han ved sin tiltræden. Han understregede samtidig, at hans opgave ikke var at vende skuden, men at videreudvikle centret med sin egen streg.

De senere år har budt på store forandringer i butikkernes sammensætning. Flere af de helt oprindelige og mest ikoniske lejere takkede af.
Danske Bank lukkede sin filial i november 2022 efter mere end 56 år i centret. Året efter forsvandt Irma fra Festpladsen, som følge af Coops beslutning om at afvikle hele kæden. En forretning, som havde haft en central placering lige siden åbningen i 1966.
Den mest markante forandring kom dog i begyndelsen af 2026, da Magasin lukkede efter næsten 60 års samarbejde med centret.

- Det har været et samarbejde præget af gensidig respekt og engagement, men vi må erkende, at det nu er tid til at gå hver til sit, udtalte direktør Jacob Birkbøll.
De omkring 8.000 kvadratmeter blev dog ikke stående tomme længe. Kort efter kunne centerledelsen afsløre, at stormagasinet Salling flyttede ind og efter planen åbner til efteråret.
I dag er Rødovre Centrum Danmarks største indkøbscenter målt på antallet af butikker. Med 160 butikker, dertil 50 klinikker og sundhedstilbud, står centret stærkt og fortsætter med at være det samlingspunkt, som Aage Knudsen drømte om, da han for snart 60 år siden lagde sin grundsten.
