Have-klumme: - Brug påsken på at forberede dit spiselige staudebed

Vi har allieret os med klummeskribent Birgitte Holst, der guider dig til at komme i gang med et spiseligt staudebed i din have.

Det spirer derude, og hvis du går i gang nu, kan din køkkenhave snart spire med.

Det spirer derude, og hvis du går i gang nu, kan din køkkenhave snart spire med.

Foto: Birgitte Holst

I sidste uge blev alle fordelene ved at kopiere naturen med dyrkning af flerårige grøntsager i levende jord beskrevet. I denne uge får du vejledning til etablering af bedet, det er nemlig nu i påsken du kan hente gratis kompost hos Furesø kommune.

Forbered dit bed

Forbered bedet og få mere gang i den levende jord fra start, ved at dække det udvalgte område med rent ufarvet pap og 10 cm kompost evt. hentet på en genbrugsstation (alternativt uden pap = 25 cm kompost).

Nu er det havesæson

I disse forårsuger har klummeskribent Birgitte Holst indvilget i, i samarbejde med Furesø Avis og Sjællandske Nyheder, at hjælpe dig med at komme godt i gang med havesæsonen. I denne klumme får du gode råd til, hvordan du kan bruge påsken på at komme godt i gang med dit spiselige staudebed.

Birgitte Holst bor i Værløse og er pensionist med et tidligere liv som farmaceut bl.a. med beskæftigelse i medicinalindustrien og Lægemiddelstyrelsen.

I forbindelse med Furesøs klimahandledag torsdag den 24. april, holder Birgitte Holst åben permakulturhave. Hun har udarbejdet “Spis dit staudebed” til generel anvendelse for hele Permakultur Danmarks initiativ, SOM RINGE I VANDET.

Hun har et Permakultur Design Certifikatkursus fra Skovvirke i 2023, og er halvvejs i arbejdet med at opnå et Diploma in Applied Permaculture Design. Hun har selv en have, hvor hun anvender permakulturprincipper til glæde for klimaet og biodiversiteten: Skovhaveholst.dk

Hun har desuden en bibeskæftigelse som laugsformand og initiativtager til: Apotekets Lægeurter i Nyvang.

Du kan bruge din græsplæne eller et andet passende område. Sørg blot for, at der ikke er for meget skygge i dit nye bed, og at de eksisterende vækster, du dækker med kompost og pap, ikke er for høje og med for meget grokraft i. Eksempelvis skal græsplænen slås, lige inden du dækker den.

Lad bedet hvile i en månedstid. Hvis bedet skal hvile længere, læg blade, fint græs- eller grenafklip på som bunddække. Det holder på vand og varme, fodrer mikroorganismer, regnorme og alle de andre hjælpere, vi har, og de opbygger humus, som holder på CO2 og suger vand bedre end jord uden humus.

Læs også

Start med at lægge trædesten. Her kan du genbruge egne fliser eller skaffe, hvad der er tilovers i nabolaget. Så kan du nemt kan nå rundt i bedet og plante uden at belaste jordstrukturen.

Når du er klar til at plante

Når du er klar til at plante, fjernes evt. bunddække forsigtigt, grav et plantehul, vand det inden planten sættes direkte ned i hullet, og tryk kompost og bunddækket let omkring planten, således at planten kan få fat. Hvis planten er stor, graves et hul i pappet, inden den sættes.

Undgå at sætte planterne dybere, end de stod i potten, rodhalsen kan være følsom for tildækning.

Når bedet er tilplantet, kan der yderligere tilføres blade, fint græs- eller hækafklip, dog således at de nye planter ikke berøres af bunddækket.

Hold skarpt øje med, at de nye planter i den 1. sæson har rigeligt vand, således at de dybe og robuste rødder hurtigt dannes. Begynd forsigtigt at spise af de planter, som ser veletablerede ud og har god grokraft.

Når planterne er vokset lidt til i løbet af 2. sæson, kan bunddækket af blade, græs- eller hækafklip suppleres, og planterne vil herefter ikke være meget følsomme overfor tørke.

Hvis du har brug for at ændre på designet af bedet, skal du tage hensyn til planternes behov for lys, som angivet under Høsttidspunkt, og sammenholde det med højden af planterne, således at de mest solhungrende planter ikke skygges bort af høje planter.

Hvis du ikke har en have, kan du sagtens lege med lidt krydderi på tilværelsen, hvis du har plads til krukker på altanen eller terrassen. Hosta, Havesyre, Skt. Hansurt, Slangeurt, Moskuskatost, Kinaløg og Hulkravet Kodriver er velegnet til at sætte i krukker.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...