Løbeklubben Blovstrød Løverne åbner for begyndertræning for unge mellem 12 og 18 år på Skovvang Stadion. Træningen starter mandag 30. marts klokken 17.30.
Klubben lægger vægt på fællesskab frem for tider og kilometer. Den vil skabe et miljø, hvor unge kan mødes om motion, sociale aktiviteter og fælles oplevelser med løb som omdrejningspunkt.
- Mange unge vil gerne bevæge sig, men det skal give mening socialt. Hos os løber man sammen, støtter hinanden og har det sjovt undervejs. Man behøver ikke være hurtig eller erfaren, det vigtigste er, at man har lyst til at være med, siger Jørgen Ekstrøm Jakobsen fra Blovstrød Løverne i en pressemeddelelse.
- Engagerede trænere sørger for, at alle bliver mødt i øjenhøjde. Uanset om man løber for motionens skyld, for hyggens skyld eller har ambitioner om konkurrencer, bliver træningen tilpasset den enkelte, siger Jørgen Ekstrøm Jakobsen i pressemeddelelsen.
Løb i naturen omkring Blovstrød giver mulighed for at koble af fra en travl hverdag. Bevægelse i de naturnære omgivelser styrker både den fysiske og mentale sundhed og giver ny energi.