Gravemaskinerne indtog i sidste uge Sukkerfabrikken i Stege, hvor der nu er spærret af ved den runde plads foran Rema 1000.
Og sådan vil det være i en rum tid endnu, for det er byggeriet af en ny Rema 1000, der dermed er gået i gang.
Forretningen flytter fra Sukkerfabrikken og bliver sin “egen herre” med lidt mere plads end før. 1200 kvadratmeter bliver den nye butik, mod den nuværendes cirka 900-1000 kvadratmeter, fortæller Lars Thisted, udviklingsdirektør i Rema 1000. Det er dog ikke på grund af de ekstra kvadratmeter, at man har valgt at bygge nyt, uddyber han:
- Nu får vi mulighed for at bygge en ny og moderne butik. Vi gør det for at få en standardbutik, som vi ikke kan få, når vi ligger i den eksisterende bygning, siger Lars Thisted.
Han understreger, at man ikke har haft noget at udsætte på Sukkerfabrikkens værtsskab.
- Det har været super godt, men butikken blev indrettet for vel 14 års tid siden, og vi kan ikke indrette den efter vores standarder, som blandt andet handler om afstand mellem varerne og den slags. Med den nye butik får vi mulighed for at præsentere varerne bedre, siger han.
Byggeriet af den nye butik ventes ifølge Lars Thisted at tage fem-seks måneder med en forventet åbning i fjerde kvartal.
- Jeg vil tro, at vi nok lukker ned i otte-ti dage for at flytte inventar og den slags fra den gamle til den nye butik. Men det er jeg helt sikker på, at butikschefen dernede vil gøre opmærksom på i god tid, siger udviklingsdirektøren.
