Der er valg om et døgns tid, og vi ved det jo godt. Alligevel er det, som om det endnu ikke rigtig kan mærkes.
Tre ugers valgkamp er gået uden det øjeblik, hvor noget for alvor løfter sig, hvor fronterne bliver skarpere, idéerne tydeligere, og vælgerne begynder at vakle. I stedet har vi været vidne til en usædvanligt stillestående og lidt blodfattig affære, hvor målingerne stort set har ligget fast fra start til slut med lidt vippen frem og tilbage, og hvor rød blok fortsat kun er et mulehår foran blå, mens ingen af dem kan samle et flertal uden Lars Løkke Rasmussen. Alt peger derfor mod en fortsættelse af noget, vi allerede kender.
Den stilstand findes ikke kun i tallene, men også i energien. Valgkampen har manglet retning og tyngde, og alt for ofte har den forputtet sig i enkeltsager og øjebliksbilleder. Vi har brugt uforholdsmæssigt meget tid på et døgn på en højskole arrangeret af TV 2, som om det i sig selv var et politisk pejlemærke. Der har været diskussioner om svin og drikkevand, drypvise udmeldinger om formueskat og pension, og så de personlige historier, der altid finder vej til overfladen. Troels Lund Poulsens insisteren på statsministerrollen trods historisk lave målinger og Alex Vanopslaghs kokainerklæring, der tilsyneladende ikke har kostet ham nævneværdig opbakning, har fyldt mere end de lange linjer.
Ingen af delene er uvigtige, men de har ikke samlet sig til en fortælling om, hvor Danmark er på vej hen. Det er måske netop det, der har manglet mest. Fornemmelsen af retning. En oplevelse af, at der er noget på spil, som rækker ud over den næste uge og den næste meningsmåling.
Verden udenfor Danmark presser sig på med en tyngde, som denne valgkamp ikke har kunnet matche. Kriserne er ikke blevet færre, og selv noget så konkret som dieselprisen minder om, hvor tæt den globale uro ligger på hverdagen. I det lys kan dansk politik hurtigt komme til at fremstå som en indadvendt øvelse, hvor tempoet og alvoren ikke helt følger med tiden.
Netop derfor havde der været brug for det modsatte. En valgkamp, der turde løfte blikket og insistere på de større spørgsmål om Danmarks rolle i en mere usikker verden, om de store prioriteringer der venter, og om hvilke valg der faktisk skal træffes, når ressourcerne ikke rækker til det hele. Hvem skal betale, hvad skal nedprioriteres, og hvor skal der satses langsigtet.
Det er ikke den valgkamp, vi har fået.
Og måske er det derfor, at ansvaret nu i højere grad ligger et andet sted. Hos vælgerne. Dig og mig. Vi skal trods alt stadig træffe et valg, også når begejstringen udebliver, og forskellene kan være svære at få øje på.
Der er kun et døgn til stemmeurnerne åbner, og selv om det kan føles som et valg uden den store dramatik, er det stadig her, retningen bliver sat.
Når valgkampen nu ikke giver klare svar, må vi vælgere rette blikket bagud. For det må vel så være i de forgangne års handlinger, prioriteringer og løfter – ikke i de sidste tre ugers ord – at man finder det mest ærlige billede af, hvad partierne faktisk står for, og hvem der fortjener en stemme tirsdag.