Politiet modtog den første anmeldelse klokken 15.15 fra Hillerød, hvor vidner så en mand gå gennem gaderne med en pistol i hånden. Det oplyser vagtchef Rune Mandrup til Sjællandske Nyheder.
Selvom den første patrulje ikke fandt manden, bekræftede overvågningskameraer fra det centrale Hillerød den alvorlige anmeldelse.
Billederne viste tydeligt en mand, der vandrede gennem centrum med et våben langs siden.
Politiet indledte straks en intensiv eftersøgning, og en halv time senere indløb en ny anmeldelse. Denne gang befandt manden sig i et tog på vej mod Kgs. Lyngby, hvor han sad med pistolen fremme.
Ved ankomsten til Lyngby Station slog politiet til.
Efter anholdelsen kunne politiet konstatere, at der var tale om en hardball-pistol.
Gerningsmanden, en 55-årig mand fra Holbæk Kommune, er nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have skabt omfattende offentlig uro og utryghed.
Han er efterfølgende blevet løsladt, men kan se frem til et retsligt efterspil.