Økonomien har flere gange sejlet i Vordingborg IF. I 2023 var eksempelvis egenkapitalen forsvundet. Men efter en hestekur kan fodboldklubben nu for andet år i træk fremvise sorte tal på bundlinjen.
- Vordingborg IFs økonomi er på rette spor med et overskud for andet år i træk og en positiv egenkapital.
- Klubbens herrehold oplevede to nedrykninger i 2025, mens kvindeafdelingen viser lovende udvikling.
- Ungdomsholdene deltager både nationalt og internationalt, og planlægger deltagelse i Vildbjerg Cup.
- Antallet af medlemmer i Vordingborg IF er faldet med 38 til 738 i alt.
- Formand Morten Brandt og flere bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt, men klubben søger fortsat en ny kasserer.
På sidste måneds generalforsamling kunne de fremmødte glæde sig over et regnskab for 2025, der viser et plus på 220.000 kroner og en positiv egenkapital.
Det betyder ifølge formand Morten Brandt, at klubben står på et langt sundere økonomisk fundament end for få år siden.
På det sportslige område gik det i 2025 knap så godt for klubbens bedste herrehold. Der var tale om et rædselsår med to nedrykninger fra Sjællandsserien til Serie 2.
Til stort stævne
Bedre går det på kvindesiden. Vordingborg IF har brugt meget krudt på U/19-holdet og seniorholdet. Klubben står nu med en lovende gruppe, som er klar til at danne en fælles kvindeseniortrup.
I ungdomsafdelingen har flere hold været til stævner i ind- og udland. Til sommer tager omkring 150 spillere og ledere til Vildbjerg Cup, der er et af Europas største ungdomsstævner.
Vordingborg IF havde sidste år 738 medlemmer. Det er et fald på knap 38 medlemmer, som fordeler sig mellem senior, ungdom og ældre.
Genvalg til formand
På generalforsamlingen blev Morten Brandt genvalgt som formand for bestyrelsen.
Som menige medlemmer var der også genvalg til Kenneth Jensen og Claus Bakke. Else-Marie Langballe Sørensen og Nadia Carrock Kobberø var ikke på valg og fortsætter i bestyrelsen.
Ud træder Dennis Kølle og kasserer Hanne Engelbrekt Pedersen. Det lykkedes ikke for klubben at finde en ny kasserer.
- Vi har en fin ordning med en bogholder, der holder styr på den daglige drift, siger Morten Brandt.