Rene Dworog-Dahl havde aldrig planlagt en karriere i optikbranchen, men det ændrede en opringning fra en tidligere chef på.
I dag er han retail-partner og indehaver af Louis Nielsen på Taastrup Hovedgade og kan onsdag den 1. april fejre 10-års jubilæum i optikerkæden.
Det var en tidligere chef fra telebranchen, der åbnede døren til brillebranchen for Rene Dworog-Dahl. Hun ejede på det tidspunkt Louis Nielsen-butikken i Faaborg og manglede en butikschef.
– Jeg havde ikke selv tænkt i de baner. Men hun viste tillid til mig, og der var mulighed for at gøre karriere og få sin egen butik. Så jeg prøvede det af, fortæller Rene Dworog-Dahl i en pressemeddelelse fra Louis Nielsen.
Det har været en spændende rejse, og der er meget at være stolt af. Både at flytte til Sjælland og starte et nyt liv her.
Rene Dworog-Dahl
Rene Dworog-Dahl var 28 år, da han den 1. april 2016 blev ansat som butikschef i Louis Nielsen Faaborg.
Han tog en efteruddannelse i synet og optik samt en intern ledelsesuddannelse i Louis Nielsen med målet om på sigt at drive sin egen butik.
Flyttede familien med
Den mulighed bød sig i marts 2022, hvor han startede hos Louis Nielsen i Taastrup som medindehaver og retail-partner og dermed ansvarlig for butikkens drift og kundeservice.
Butikken ejer han sammen med Jacob Nørgaard Rosendahl, som er optisk partner og ansvarlig for det optiske område.
Rene Dworog-Dahl og familien flyttede fra Fyn til Slagelse samme måned, som han overtog butikken i Taastrup:
– Det har været en spændende rejse, og der er meget at være stolt af. Både at flytte til Sjælland og starte et nyt liv her. Men især at være med til at skabe en rigtig god butik med et stærkt team og mange loyale kunder, siger han.
- Mange kunder kommer tilbage gang på gang. Ofte spørger de specifikt efter en af os, som de har knyttet særligt bånd til. Det betyder meget.
Briller til Blå Kors
Butikken på Taastrup Hovedgade har seks medarbejdere og uddanner jævnligt optometrister, som tager deres praktik i butikken.
Derudover bidrager de gerne til lokalsamfundet og har blandt andet flere ange givet gratis synstest og briller til borgere fra det lokale Blå Kors-hjem.