Team FOG Næstved-spillerne kom torsdag en smule ned på jorden igen.
Kamptal
Basketligaen, slutspil
Bakken Bears-Team FOG Næstved: 115-89
Periodecifre: 28-21, 31-18, 26-26, 30-24
Næstved-topscorer: Rollie Worster, 20 point
Bakken Bears-topscorer: Duke Deen, 25 point
- Team FOG Næstved led et markant nederlag på 89-115 mod Bakken Bears efter syv sejre i træk.
- Vigtige Næstved-spillere, herunder Tyler Harris, var ude med skader, hvilket svækkede holdet.
- Bakken Bears udnyttede Næstveds uskarpe skud og opnåede en stor føring allerede ved pausen.
- Trods en hård kamp kunne Næstved ikke indhente Bakken Bears, der dominerede kampen.
- Nederlaget betyder, at Næstved falder til andenpladsen i ligaen med seks tilbageværende slutspilskampe.
Efter en fremragende periode i Basketligaen med syv sejre på stribe og sejre over samtlige fem modstandere i slutspillet, rendte sydsjællænderne således torsdag aften ind i et stort nederlag på 89-115 ude mod Bakken Bears.
De to mandskaber var før opgøret at finde á point i toppen af tabellen, hvorfor kampen var en imødeset styrkeprøve og direkte duel om førstepladsen.
Med spillere som Pip Ajayi, Sean Trumper og ikke mindst topscorer Tyler Harris ude med skader, så mødte sydsjællænderne dog frem i en noget svækket forfatning og var heller aldrig tæt på endnu engang at få has på de mangedobbelte mestre, der fik vist klassen.
Læs også
Uskarpt fra treeren
David Pavlakovich’ tropper fulgte indledningsvis ganske fint med, men undervejs i 2. periode gjorde uskarpe Næstved-skud udslag på pointtavlen.
Sølle 2 af 14 trepointsforsøg fandt i første halvleg vej ned i kurven for gæsterne, mens aarhusianerne omvendt sænkede hele 9 af deres 19 skud fra distancen, hvorfor værternes forspring voksede til 20 overskydende point med stillingen 59-39 ved pausen.
I anden halvleg blev der byttet point de to hold imellem gennem det meste af begge perioder.
Læs også
Comebacket kom derfor aldrig inden for rækkevidde for Næstved, som i slutminutterne i stedet endte med at modtage lidt af en lussing...
- Vi kom godt fra start, men vi har tre mand ude i dag og løber tør for kræfter. Kampen i dag ændrer ikke på, vi har fået en kanon start på slutspillet. Vi skal hurtigt videre og have fokus på næste opgave, så vi kan komme tilbage på sporet - og som det ser ud har vi forhåbentligt snart Tyler Harris skadesfri igen, lød det fra Team FOG-direktør Andres Larsen.
Trods skader, understreger kampen i dag så ikke, at Bakken Bears igen i år er stor guldfavorit? Og er resultatet slet ikke noget, der kan vække lidt bekymring hos dig?
- Der er ikke tvivl om, at Bakken Bears er den naturlige favorit med deres tradition og budget, men nej, kampen i dag vækker ikke bekymring.
- Vi har tre spillere ude med skader i aften, og vi har spillet virkeligt godt længe. Vi skal have alle klar igen, og så ved vi, vi har et kanon hold. Der er også virkelig god stemning på og omkring holdet så, nej, jeg er ikke bekymret og ser med optimisme på de kommende kampe, sagde Andreas Larsen.
Torsdagens resultat betyder, at Næstved glider ned på 2. pladsen, hvor de har henholdsvis 6, 10 og 12 point ned til Svendborg, Horsens IC og Randers på 3.-, 4.- og 5. pladsen – alle tre hold har dog spillet én kamp færre end sydsjællænderne.
I årets semifinaleserier, hvor der spilles bedst af fem kampe, mødes slutspillets nummer 1 og 4 samt nummer 2 og 3.
Læs også
Der resterer seks slutspilskampe for Team FOG Næstved, der skal forsøge at komme tilbage på sejrssporet kommende torsdag hjemme mod BC Copenhagen.