Borgmester: Fantastiske faciliteter til demente i Gørlev

Moderne teknologi, overskuelighed og farvekoordinering skal være med til at give beboere og personale på Rørmosecenteret i Gørlev en lettere og friere hverdag.

Torsdag blev Kalundborg Kommunes nye demenslandsby i Gørlev officielt indviet. Tanken er, at de nye bygninger og omgivelser skal give de demente beboere en friere og mere værdig hverdag. Borgmester Martin Damm bød de mange fremmødte velkommen.

Torsdag blev Kalundborg Kommunes nye demenslandsby i Gørlev officielt indviet. Tanken er, at de nye bygninger og omgivelser skal give de demente beboere en friere og mere værdig hverdag. Borgmester Martin Damm bød de mange fremmødte velkommen.

Foto: Thomas Rye

Der er gået godt tre år, siden de ambitiøse planer for en demenslandsby bygget omkring Rørmosecenteret i Gørlev oprindeligt blev lanceret. Torsdag eftermiddag var drømmen endelig realiseret.

Her slog Rørmosecenteret dørene op til den nye, topmoderne tilbygning til centeret, der består af 24 nye boliger til demente borgere, samlet i tre grupper med hver sit fællesareal.

Den Korte Version
  • Torsdag åbnede Rørmosecenteret i Gørlev en ny tilbygning med 24 boliger til demente fordelt i tre grupper.
  • Aftenvagter samlede møbler i fællesarealerne, farvekoordineret efter grupperne, en detalje der viser omhu i designet.
  • Lys kan justeres efter døgnrytmen for at hjælpe beboerne, og projektet samarbejder med DTU og Rigshospitalet om at undersøge belysningens fordele.
  • Byggeriet inkluderer farvede vægge for bedre orientering og en indhegning for beboernes frihed og sikkerhed.
  • De første beboere flytter ind onsdag den 1. april, og Kalundborg Kommunes budget for projektet var 60 millioner kroner.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Således havde Rørmosecenterets aftenvagter haft ekstra travlt aftenen inden den store indvielse. Det var nemlig dem, som havde samlet møblerne, som man fandt i fællesarealerne.

- Vi har været rundt i butikker i store dele af Vestsjælland for at finde de rigtige, fortalte afdelingsleder Lone Nunes.

Der var tænkt på detaljerne. Møblerne var således farvekoordineret med de grupper, som de skal stå i, og det var blot et eksempel på det store arbejde, der er blevet gjort med den nye demenslandsby.

- Der er tænkt tusind tanker for at få det hele til at spille bedst muligt. Selv lyset er noget ganske særligt, sagde borgmester Martin Damm (V) i sin tale til forsamlingen.

Lyset følger døgnrytmen

Lyset var netop noget helt særligt, og projektleder på byggeriet Marcus Vallentin fortalte gerne om det.

- Lyset kan indstilles til at følge døgnrytmen. Det starter ravrødt om morgenen, så det giver mindelser om en solopgang. I løbet af formiddagen kører det op i styrke, og ud på eftermiddagen falder det stille og roligt igen. Det skulle gerne give en oplevelse, ligesom om man var udendørs og fulgte solens vej hen over himlen, forklarer han.

Demenslandsbyen bliver fuldstændigt indhegnet, så de demente beboere frit kan bevæge sig rundt på og omkring Rørmosecenteret.
Demenslandsbyen bliver fuldstændigt indhegnet, så de demente beboere frit kan bevæge sig rundt på og omkring Rørmosecenteret. Foto: Thomas Rye

Tanken er, at lyset skal hjælpe de demente med at få en naturlig døgnrytme, så det for eksempel er lettere for dem at finde ud af, hvornår de skal stå op om morgenen, og hvornår de skal gå i seng om aftenen.

- Håbet er, at vi vil få færre nattevandrere, og at personalet får en lettere omgang med beboerne, fortæller Marcus Vallentin.

Der er faktisk så store forhåbninger til døgnrytmebelysningen, at Kalundborg Kommune samarbejder med DTU og Rigshospitalet om et ph.d.-projekt, der skal undersøge muligheden for at bruge det i andre dele af sundhedsvæsenet.

Lettere at orientere sig

Belysningen er dog ikke den eneste detalje, hvor de nye bygninger skiller sig ud. På mange ældre plejehjem er det for eksempel kutyme primært at blive mødt af hvide vægge. På mange af væggene i de nye bygninger er der dog arbejdet med farver.

- Hvis alle væggene bare er hvide, så er det sværere for den demente at orientere sig. Her har hver gruppe sine egne farver, der skal gøre det nemmere for dem at finde rundt. Farverne er udvalgt efter, hvad der skulle virke bedst for demente – rolige, støvede farver, fortæller Marcus Vallentin.

Aftenvagterne på Rørmosecenteret havde samlet møblerne i fællesområderne aftenen før indvielsen.
Aftenvagterne på Rørmosecenteret havde samlet møblerne i fællesområderne aftenen før indvielsen. Foto: Thomas Rye

Ideen om, at de demente frit skal kunne bevæge sig rundt på plejecentret, er hele grundtanken bag demenslandsbyen. Derfor skal hele centret også hegnes ind, så beboerne frit kan færdes både inden- og udendørs, uden at man skal frygte, at de bliver væk.

- Beboerne får noget af deres frihed og værdighed tilbage. Det giver dem en større livskvalitet og ro, og det vil samtidig være med til at lette arbejdet for vores medarbejdere, siger Lone Nunes.

Sansehaven åbner senere på sommeren

En vigtig del af den nye demenslandsby er demenshaven, som dog først vil blive indviet lidt senere på sommeren.

- Arbejdet med demenshaven blev forsinket af den hårde vinter og det meget våde vejr, vi har haft. Håbet er, at vi kan indvie den i slutningen af april, men måske bliver det først lidt senere på sommeren. Uanset hvad, lover vi, at det skal fejres med manér, siger Dan Hansen, der er formand for støtteforeningen Demenshavens Venner Rørmosen.

Borgmester Martin Damm har selv for år tilbage været med til at træffe beslutningen om at opføre Rørmosecenteret, og han var også tydeligt stolt over den nye udvidelse.

- Der er naturligvis ingen, der ønsker at blive dement, men hvis man bliver det, så har vi nu her i Gørlev nogle helt fantastiske faciliteter, sagde han.

Efter tilbygningen har Rørmosecenteret plads til i alt 81 beboere. Otte af boligerne er dog beregnet som midlertidige boliger. De første 12 beboere flytter ind i den nye bygning den 1. april. De resterende beboere flytter ind 14 dage senere.

Kalundborg Kommune havde budgetteret med cirka 60 millioner kroner til demenslandsbyen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...