Turismen i Nordsjælland har sat ny rekord. Foreløbige tal viser, at der blev registreret 1.134.315 overnatninger i de fire nordsjællandske kommuner, som VisitNordsjælland dækker - Fredensborg, Gribskov, Halsnæs og Hillerød - i 2025.
Halsnæs trækker væksten med 304.661 overnatninger, svarende til 18 procent mere end året før, mens Hillerød lægger ti procent oveni og når 152.058 overnatninger. Fredensborg og Gribskov bidrager hver med én procents stigning, henholdsvis 73.154 og 604.442 overnatninger. Gribskov beholder positionen som kommunen med flest overnatninger.
Tallene, der viser en stigning på 6,3 procent i forhold til året før.
- Med årets resultat er Nordsjælland godt på vej mod den fælles målsætning om 1,5 mio. overnatninger i 2030. Turismen er en stærk drivkraft for lokal udvikling i Nordsjælland, der skaber arbejdspladser, omsætning og levende byer. Væksten kan mærkes bredt i lokalsamfundene og afspejler et tæt samarbejde mellem turisterhvervet, kulturlivet, kommunerne og VisitNordsjælland og en målrettet indsats for at styrke Nordsjælland som en attraktiv destination nationalt og internationalt, siger administrerende direktør i VisitNordsjælland Frederikke Krabek Friholm.
Flere danske gæster
Danskere tager flest overnatninger i Nordsjælland. Faktisk stod danske gæster for 62 procent af alle overnatninger sidste år, en stigning på seks procent sammenlignet med året før. Internationale gæster tegner sig for 32 procent af overnatningerne, syv procent flere end året før og samlet ti procent flere end før Corona.
Tyskland tegner sig for det største udenlandske marked med femten procent af overnatningerne. Besøgende fra Sverige og Norge udviser lavere aktivitet, hvilket skyldes svage kronekurser.
Hoteller og feriecentre driver væksten med en samlet fremgang på fjorten procent. Campingpladser tiltrækker næsten ti procent flere danske gæster. Tyske gæster lægger også mærkbart pres på campingpladserne med en vækst på enogtyve procent.
Endagsturisme spiller en rolle
Nordsjælland tiltrækker også mange endagsgæster, der typisk opholder sig i København. I 2025 talte hovedstaden 14,7 mio. overnatninger, hvilket indikerer et potentiale for flere besøg i Nordsjælland. I 2024 generede turismen i Nordsjælland en omsætning på 4,6 milliarder kroner.
- Vi arbejder strategisk for at styrke endagsturismen og øge værdiskabelsen pr. gæst og hele året – ved at synliggøre Nordsjællands stærke fyrtårne: slotte, kunst, internationale attraktioner, smagsoplevelser og unikke kyst- og naturoplevelser, siger Frederikke Krabek Friholm.