Danskerne går til valg på tirsdag. Men det bliver ikke uden udfordringer for borgerne, der tilhører kommunens næststørste valgsted, Næstved Firma Sport, hvor 7.274 stemmeberettigede vælgere har mulighed for at sætte deres kryds.
- Gravearbejde blokerer vejen til valgstedet ved Næstved Firma Sport og påvirker over 7.000 vælgere.
- Skyttemarksvej er afspærret, så bilisterne skal tage en omvej via Ring Øst for at nå frem.
- Gående og cyklister anbefales at bruge småveje og stisystemer for at undgå spærringen.
- Næstved Kommune overvejer at sende smser til vælgerne om alternative ruter til valgstedet.
- Trafikafspærringen påvirker også daglige pendlere, da vejen benyttes af 6.334 køretøjer dagligt.
Vejen ned til afstemningsstedet på Kasernevej i Næstved er nemlig fuld af forhindringer. Et stort gravearbejde har spærret Skyttemarksvej fra Østre Ringvej og ned til Næstved Firma Sport.
- Arbejdet er planlagt og sat i gang og kan ikke stoppes på grund af valg, så bilisterne må finde andre veje, siger leder af Park & Vej i Næstved, Morten Toft Hansen.
Det er Næstved Fjernvarme og Envafors, der lægger fjernvarmerør og vandrør ned i vejen. Og hullet er så stort og dybt, at der ikke kan lægges jernplader ud, så bilerne kan passere. Det er ganske enkelt uforsvarligt, lyder vurderingen. Derfor opfordrer Park & Vej bilisterne til at tage en solid omvej for at nå frem til afstemningsstedet.
- Bedste råd er at benytte Ring Øst og køre frem til rundkørlsen til Skyttemarksvej. Her kan du uhindret komme op til afstemningsstedet, hvor der er også er gode parkeringsforhold. Så jeg vil foreslå, at du benytter Stenlængegårdsvej - altså vejen ud til svømmehallen - og kører ned på Ring Øst, hvorefter du svinger op mod kasernen, siger Morten Toft Hansen.
Du kan også nå frem via Præstøvej til Ring Øst og videre til kasernen, hvis du bruger bilen.
Overvejer sms
Gående og cyklister opfordres til at benytte småveje og stisystemer for at nå frem til valgstedet. Her kan du f.eks benytte dig af Falkevej, Hejrevej og Glentevej, hvorefter du har passeret gravearbejdet i krydset Skyttemarksvej/Fasanvej, hvor det nye boligkvarter skal kobles på vand- og varmerør.
Sekretariatschef i Næstved Kommune, Gitte Nonbo, blev orienteret om spærringen onsdag aften. Hun efterlyser hurtig handling og effektiv kommunikation fra kommunen.
- Vi må have sat nogle skilte op, og så skal vi have kommunikeret ud, hvad vælgerne skal gøre for at nå frem til valgstedet. Vi kan også sende en sms ud til vælgerne om, hvordan de finder vej. Vi skal i hvert fald ikke risikere at miste vælgere fordi de ikke kan finde vej til valgstedet, siger hun.

Tæt trafik
Valgstedet Næstved Firma Sport på Kasernevej blev første gang taget i brug ved Europaparlamentsvalget i 2024. Det erstattede de hidtidige valgsteder på skolerne i Markkvarteret og blev vurderet velegnet på grund af bedre fremkommelighed.
Det er ikke kun tirsdagens vælgere, som bliver ramt af gravearbejdet på Skyttemarksvej. Det har også påvirket mange pendlere og øvrige bilister, da strækningen mellem Østre Ringvej og Ring Øst ifølge kommunens seneste trafiktal benyttes af 6.334 køretøjer i døgnet.