Novo-fest skæppede i kassen hos forening

De frivillige stiller blandt andet op i barer til arrangementer. Her ses nogle af dem til Vi Elsker-arrangementet i Hillerød.

De frivillige stiller blandt andet op i barer til arrangementer. Her ses nogle af dem til Vi Elsker-arrangementet i Hillerød.

Foto: Mette Dolmer Thygesen (arkiv)

En lang række foreninger i Hillerød kan glæde sig over, at der er kommet penge i kassen - og én særlig personalefejring har været med til at give en god indtjening, nemlig Novo Nordisks store fest på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Paraplyorganisationen Hillerød Events har netop afholdt generalforsamling, og her lød regnskabet på et overskud på i alt en halv million kroner til medlemsforeningerne i 2025. Det er omkring 50.000 kroner mere end i de to foregående år, oplyser formand Svend Hansen.

Læs også

5.000 timers frivilligt arbejde

Hillerød Events indtjener penge til omkring 50 medlemsforeninger gennem frivilligt arbejde, og i alt har foreningerne rundet 5.000 timers frivilligt arbejde i 2025.

De har stillet op til blandt andet Hillerød Slotssø Byfest med travaljeroning og cykelløbet Copenhagen Sprint, sankthansfest på Posen, Hillerød Kulturnat og studiestartsløb for flere tusind nye studerende, Horrorwalk til Halloween og julemarkedet og julebelysning i gaderne.

Læs også

Den største opgave og dermed også indtægt lå dog uden for bygrænsen, oplyser foreningen: På Dyrskuepladsen i Roskilde sørgede 300 frivillige fra Hillerød for, at 11 barer var bemandet fra klokken 14 til 01 i forbindelse med den kæmpe personalefest i sommer.

Musikarrangementet 'Vi elsker…' i Rødovre var også på repertoiret, ligesom Simba-festivalen i Royal Stage plus et par håndboldkampe.

Styrker fællesskabsfølelsen

Svend Hansen kalder de mange frivilliges indsats for 'alfa og omega':

- Mange af de aktiviteter, vi og medlemsforeningerne var involveret i, kunne ganske enkelt ikke gennemføres uden vores frivillige arbejde, siger han i en pressemeddelelse.

Læs også

I alt har Hillerød Events over de tre seneste år udbetalt 1,4 millioner kroner til foreningernes arbejde med børn og unge. Svend Hansen understreger yderligere en gevinst ved samarbejdet:

- De mange aktiviteter styrker fællesskabsfølelsen i den enkelte forening, men i høj grad også på tværs af foreningerne. Dét er en god ting, siger han og opfordrer flere foreninger til at melde sig ind.

Hillerød Events

Er en paraplyorganisation og støtteforening for Hillerød Kommunes foreninger

Har pt. omkring 50 medlemsforeninger og plads til flere. De leverer frivillig arbejdskraft, som indgår i andres eller Hillerød Events' egne arrangementer. Betalingen går til Hillerød Events, som fordeler pengene i forhold til den enkelte forenings indsats.

Opstod efter, at Hillerød Kræmmermarked blev nedlagt. Kræmmermarkedet gav hvert år et overskud på omkring en lille million kroner, som gik til foreningerne i Hil­lerød Kommune.

Står også bag Grejbanken, som alle foreninger i Hillerød Kommune kan benytte. Den har bl.a. musikscener, borde/bænke, pavilloner, ølvogn, hoppebord og meget andet.

Fik i 2025 et overskud på 500.000 kroner, som er delt ud til foreningerne.

Kilde: Hillerød Events

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...