Fra Brudelysvej i Bagsværds Novo-kvarter blev der udsendt en alvorlig melding torsdag formiddag om en arbejdsulykke. Ifølge meldinger blev der både sendt politi, lægeambulance og brandvæsen til stedet.
- Det var i første omgang en alvorlig melding, og der blev sendt en omfattende udrykning, lyder det fra beredskabsdirektør i Beredskab Øst, Rasmus Storgaard.
Han er dog under den opfattelse, at føreren af kranen var ude af kranens førerhus inden brandvæsenets ankomst, og at kranen ikke væltet ned over en person.
På Brudelysvej i Bagsværd ligger Bagsværd Jernhandel A/S, som netop håndterer skrot med en stor kran på pladsen.
- Der har været et udslip af dieselolie, som vi har pumpet op. Så egentlig var det "bare" et miljøuheld. Det var en alvorlig melding, som endte med en miljøforurening, siger beredskabsdirektøren.
Det bliver nu en entreprenøropgave at rejse kranen igen, når myndigheder på stedet er færdige.
Der er ingen påvirkning af trafikken i området, der ligger i kanten af Novo-kvarteret i Bagsværd, da ulykken skete inde på selve pladsen.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.