De første synlige spor af Spejdernes Lejr 2026 er nu sat i landskabet i Hedeland Naturpark. For få dage siden blev første spadestik til fremtidens spejderhytte taget med deltagelse af borgmestrene fra Roskilde og Høje-Taastrup, og dermed er forberedelserne til sommerens store spejderbegivenhed også for alvor begyndt.
- Når omkring 30.000 spejdere til sommer samles i Hedeland til Nordens største spejderlejr, vil området blive forvandlet til en midlertidig spejderby på størrelse med Esbjerg. Spadestikket til den nye spejderhytte markerer de første fysiske skridt i opbygningen af rammerne for lejren, skriver foreningen Spejderne i en pressemeddelelse.
- Det her er et lille spadestik, men det markerer starten på noget meget stort. Om få måneder står vi med en spejderby med fuldt udbygget infrastruktur i Hedeland, hvor 30.000 børn og unge mødes om fællesskab, natur og oplevelser for livet, siger Karen Bjerre og Tobias Simonsen, forpersoner i Spejderne.
Efter lejren fjernes alle spor af de mange aktiviteter, kun fremtidens spejderhytte står tilbage i naturens omgivelser sammen med minderne om en uforglemmelig sommeruge.
Spejdernes Lejr holdes hvert fjerde år og samler spejdere fra alle danske spejderkorps samt internationale gæster. I ni dage i juli bliver Hedeland centrum for tusindvis af aktiviteter, lejrbål, workshops og møder mellem unge fra hele verden.
Nye rammer for spejderliv
Fremtidens Spejderhytte er udviklet som en del af projektet "Fremtidens Spejderhytter", der skal styrke kvaliteten af spejderfaciliteter i Danmark.
Hytten er designet med fleksible rum og en tæt forbindelse til naturen, så den kan bruges til både spejderaktiviteter, undervisning og friluftsliv året rundt.
- Spejderlivet foregår først og fremmest ude i naturen. Med fremtidens spejderhytter skaber vi rammer, der understøtter det liv og giver endnu flere børn og unge mulighed for at mødes, lære og opleve naturen sammen, fortæller Karen Bjerre og Tobias Simonsen, forpersoner i Spejderne.