U/NORD har indgået et samarbejde med UCE – Uddannelsescenter Sydøstdanmark, NEG og foreningen Divers for at forbedre trivslen og øge elevoptaget på erhvervsuddannelserne.
Mere end 60 repræsentanter fra U/NORD, UCE og NEG mødtes med Divers til en workshop om elevernes trivsel. Klyngesamarbejdet mellem erhvervsskolerne blev sparket i gang i efteråret og skal fungere som et forum til at dele erfaringer og løsningsmodeller på tværs af uddannelser og institutioner.
- Dårlig trivsel er alt for ofte årsagen til, at elever ikke vælger erhversfagene eller springer fra i løbet af uddannelsen. Det er ikke godt nok, og det kræver, at der sker noget nyt, siger U/NORDs direktør Flemming Zachariasen i en pressemeddelelse.
Samarbejdet skal gøre det muligt at afprøve nye indsatser og dele erfaringer. Deltagerne vil fokusere på brobygning, fagbeskrivelser, pædagogisk-didaktiske greb og udvikling af aktiviteter, som passer til den konkrete kontekst. Projektet lægger vægt på implementering og forankring, så initiativerne kan holde over tid.
Projektet bygger videre på U/NORDs arbejde med Divers og Boss Ladies for at tiltrække og fastholde flere kvindelige elever. Divers har besøgt samarbejdsskolerne og gennemført observationer og interviews med elever, undervisere og ledelser. Elever fra folkeskolernes udskoling er inviteret ind for at bidrage med perspektiver på, hvad der betyder noget i deres uddannelsesvalg.
Samarbejdet samler elever, undervisere og administrativt personale om at konkretisere udfordringerne på erhvervsskolerne og skabe tiltag, der kan mærkes på gangene og i klasselokalerne. Initiativer og erfaringer skal deles til gavn for nuværende og kommende erhvervsskoleelever på tværs af Sjælland.
U/NORD er blandt Nordsjællands største uddannelsesinstitutioner med godt 4.500 elever fordelt på ungdoms- og erhvervsuddannelser i fire byer.