Rødovre tager troen med til Herning: - Slutspilshockey passer os rigtig godt

Powerplayet sad i skabet søndag. Nu skal Rødovre gentage kunststykket.

Den danske landsholdsspiller Malte Setkov scorede to gange, da Rødovre slog Herning i Holger Danske Arena i søndags.

Den danske landsholdsspiller Malte Setkov scorede to gange, da Rødovre slog Herning i Holger Danske Arena i søndags.

Foto: Daniel Storch

Rødovre Mighty Bulls udlignede søndag bedst‑af‑syv‑serien mod Herning Blue Fox med en overraskende og stærk 3-2‑sejr på hjemmebane. I aften gælder det tredje kapitel.

Herning har været suveræne i grundspillet og havde indtil i søndags ikke tabt en ishockeykamp i 2026. Det lavede tyrene fra Rødovre om på, og derfor blomstrer der også en stille optimisme i Rødovre-lejren inden aftenens tredje kamp i Herning, hvor midtjyderne har været aldeles suveræne.

Læs også

- Folk tror det ikke, men de to første kampe har faktisk været helt lige. Også den første i Herning, selvom vi taber 4-0, mener Olaf Eller, der er direktør i Rødovre Mighty Bulls.

Søndag lykkedes Rødovre med noget, der ellers har været svært i sæsonen. To af de mål, der sænkede Herning, blev sendt ind i powerplay.

Hvis Rødovre skal levere et endnu større mirakel og vinde i Herning, så er skarpheden i overtal- og undertalssituationerne helt afgørende.

Sportsdirektør Olaf Eller mener samtidig, at kampene i slutspillet har en anden intensitet, hvilket passer Rødovre godt.

Læs også

- Slutspilshockey er mindre elegant, der er færre kombinationer og mere direkte spil. Det er simpelt og fysisk, og det passer os rigtig godt, fordi vi har meget fart i truppen, forklarer han.

Den fart har voldt Herning problemer, selvom midtjyderne på papiret er landets mest stabile hold.

Rødovre Might Bulls sejrede i søndags over Herning. I aften krydser de to hold klinger igen i kvartfinaleserien.
Rødovre Might Bulls sejrede i søndags over Herning. I aften krydser de to hold klinger igen i kvartfinaleserien. Foto: Daniel Storch

Herning med alt at tabe

Rødovre Mighty Bulls er presset til at vinde i Herning, hvis de vil videre fra serien, men hvis der er forventningspres, hænger det ikke på Rødovre, fastslår Olaf Eller.

- Der er ingen, der forventer noget af os, og det spiller helt sikkert ind. Herning har nok – uanset hvad de siger – ikke regnet med, at serien skulle blive besværlig, siger Olaf Eller, der på trods af, at Rødovre udlignede kvartfinaleserien til 1-1, stadig kalder Herning for kæmpe favoritter.

Han mærker dog en reel tro i truppen på, at det kan lykkes at slå Herning ud. Det kom til udtryk efter søndagens sejr, der ifølge Olaf Eller blev fejret meget afdæmpet.

- Det viser, hvor de (spillerne, red.) er mentalt. De er ikke bare glade for én sejr. De vil mere. Der er en klar tro på, at vi kan slå alle hold – også Herning på udebane. Og der er en tro på, at vi kan vinde den her serie, siger han.

Alle spillere, der var med i søndagens kamp, er klar igen til kampen i Herning, der begynder klokken 19.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...