En 22-årig mand blev onsdag idømt fem måneders ubetinget fængsel i Retten i Roskilde efter at have erkendt, at han stod bag fire brutale drab på dyr i Trekroner, og at han havde været i besiddelse af flere knive og en økse.
Den 22-årige erkendte, at han tre gange sidste år kravlede over hegnet til Munksøgård Gede og Fårelaug i Trekroner med det formål at slå dyr på gården ihjel.
Første gang havde den dengang 21-årige mand stukket en drægtig ged i maven med kniv, så gedens tarme hang ud af maven.
Anden gang stak han to geder med kniv, og tredje gang stak han ifølge tiltalen en vædder 33 gange med kniv samt slog den i hovedet og ved halsen med en økse.
- Jeg stak den én gang udenfor, så gik den ind i et hus, hvor jeg stak den igen. Jeg fandt en økse og prøvede at hugge hovedet af den, forklarede den 22-årige i Retten i Roskilde om episoden med vædderen.
Han kan ikke huske, hvor mange gange han stak den.
Så videoer med lemlæstede dyr og mennesker
Den 22-årige fortalte i retten, at han vendte tilbage til folden anden og tredje gang, fordi han havde oplevet en rus af adrenalin ved de forrige drab.
Men efter det sidste drab på vædderen henvendte han sig til politiet.
- Jeg håbede, at de ville kunne give mig noget hjælp, sagde han i retssalen.
Og ifølge hans forsvarsadvokat, Susanne Graffmann, var det ikke første gang, at den 22-årige havde søgt hjælp.
Han havde inden drabene i en længere periode set videoer af dyr og mennesker, der blev lemlæstet, og havde derfor opsøgt hjælp hos en kontaktperson i kriminalforsorgen.
Desuden havde den 22-årige flere gange henvendt sig til den psykiatriske akutmodtagelse i Roskilde, hvor han efter eget udsagn havde nævnt, at han havde været ude ved dyrene i Trekroner, og at han havde haft overvejelser om at dræbe dem.
Misbrug
Af retssagen fremgik det, at den 22-årige har haft et misbrug af hash, psykedeliske svampe og kokain, men at han nu er i misbrugsbehandling.
Den 22-årige er vurderet normalt begavet og er diagnosticeret med adhd og autisme.
Udover fængselsstraffen blev den 22-årige idømt et forbud mod at eje, passe, slagte eller på anden måde beskæftige sig med dyr de næste fem år.
Dertil skal han betale 9300 kroner i erstatning til ejerne af de dræbte dyr.