Gymnastikforening hædrer tre personer

John Lorentsen og Benja Nielsen blev begge kåret til æresmedlemmer.

John Lorentsen og Benja Nielsen blev begge kåret til æresmedlemmer.

Foto: Presse

Raklev Gymnastik og Idrætsforening samlede medlemmerne til generalforsamling fredag 13. marts, hvor nye æresmedlemmer kom i centrum for opmærksomheden. Foreningen udnævnte Benja Nielsen og John Lorentsen til æresmedlemmer for en indsats, der tilsammen strækker sig over mindst 120 år.

Benja Nielsen og John Lorentsen har i mange år engageret sig i RGI som trænere, bestyrelsesmedlemmer, næstformænd, udvalgsmedlemmer, holdledere og medvirket i foreningens sociale liv på flere fronter. De har været med til aktiviteter som kaffebrygning, folkedans, bankospil og reparationer. Begge blev overraskede over hædersbevisningen. Forsamlingen kvitterede med stående applaus.

- Et æresmedlem er en person, der har givet og giver så meget til sin forening, at vi ikke kan betale tilbage. I stedet giver vi den største anerkendelse vi kan, vores største respekt og titlen som æresmedlem, sagde formand Esben Hansen.

Bestyrelsen havde sørget for, at John Lorentsens søn, Rene Lorentsen, deltog i generalforsamlingen fremfor at overvære Sjællandsserie holdets sejr over Væggerløse. 

Rene Lorentsen modtog Poul Erik prisen, som også rummer en kontant sum, for sit ihærdige sponsorarbejde i 2025. En solid gruppe fra Cafe Sønderjyden bakkede op med klapsalver.

Deltagerne kunne også tage et rekordregnskab, nye samarbejdsaftaler med Meny og Intersport og orientering om projektet Raklev Idræts- og Kulturcenter med sig hjem. 

Håndboldafdelingen satser på trivsel, pigefodbolden får opmærksomhed, og der arbejdes sammen om unge, frivillighed og forældreinvolvering.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...