Fire elever fra Stenhus Gymnasium i Holbæk har vundet innovationsprisen ved Historielærerforeningens landsdækkende konkurrence for gymnasier, HF og IB landet over. I alt uddeles tre priser på hver 10.000 kroner.
Temaet var sind og frisind i historien, og eleverne Olivia Kjærsgaard, Cecilia Knudsen, Astrid Bindu Slott Kristensen og Maja Cecilie Sørensen arbejdede med udgangspunkt i Julefreden under Første Verdenskrig.
- Her i julen 1914 lagde soldater på Vestfronten våbnene fra sig, sang julesalmer og spillede fodbold med fjenden, fortæller eleverne.
De har som led i konkurrencen undersøgt kilder som soldaterbreve, statistikker og erindringer, og de har skrevet digte med forskellige perspektiver på krigen.
Juryens medlemmer, som bestod af en række fremtrædende historikere, var begejstrede. Blandt andre den internationalt anerkendte professor i historie Paul Duedahl. Han ønskede eleverne tillykke, da de lørdag eftermiddag kom op på DR-scenen ved Historiske Dage for at modtage prisen, og på vegne af den samlede jury sagde han:
- I vinder prisen for mest innovative produkt, fordi det historiske produkt på mesterlig vis forener tørre historiske fakta om en helt særlig begivenhed på slagmarken under Første Verdenskrig med en dyb menneskelig indlevelse. I form af det her stykke poesi, og ved at give stemme til både generaler, soldater og ventende familier, transformerer jeres kildemateriale sig til en levende og sanselig fortælling om sind og frisind, sagde Paul Duedahl og fortsatte i rosende toner:
- I bryder med den traditionelle historieskrivning ved at skabe et værk, der både dokumenterer fortiden og samtidig kan mærkes på os i nutiden. Det er et stykke modig og original formidling, der viser, at en historisk forståelse kræver både hjerne og hjerte. Så et kæmpestort tillykke til jer.
Eleverne fra 2.d er glade for at have vundet den innovative pris og for at være med til at vise historie fra nye vinkler. Som kronen på værket er de nu inviteret til at deltage i konferencen ”Eustory” for unge fra hele Europa, der har vundet lignende konkurrencer og dermed udvist et særligt talent for historie.