Truede flere elever med kniv - nu er han løsladt

En 20-årig mand er sigtet for at true flere personer på livet på skole.

Flere elever var rystede efter knivtrusler på uddannelse fredag.

Flere elever var rystede efter knivtrusler på uddannelse fredag.

Foto: Mikkel Prytz (arkiv)

En 20-årig mand blev fredag anholdt, efter han ved 13-tiden truede flere elever på VUC i Hillerød med en kniv. Nu er han løsladt igen, oplyser Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.

Politiet modtog anmeldelsen om, at en person gik rundt på HF & VUC Nordsjælland på Milnersvej i Hillerød og truede elever med en kniv fredag klokken 12.53.

Skolen alarmerede politiet og gik i gang med en evakuering af skolen, og manden, der truede med kniv, løb udenfor.

Politiet kom hurtigt til skolen og anholdt to personer. Den ene blev dog løsladt efter 10 minutter, oplyser vagthavende Kaspar Bengtsson fra Nordsjællands Politi.

Den anden, en 20-årig mand fra Greve, blev sigtet for trusler på livet mod tre personer og taget med på stationen. Han blev løsladt igen fredag aften klokken 19.02 og fremstilles dermed ikke i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet i sagen.

Læs også

Kom for at tale med pige

Ifølge politiet kom den 20-årige til skolen for at opsøge en specifik pige, som er elev på en af skolens mange uddannelser. Men han endte altså med at true i alt tre personer - udover pigen blandt andet også en 17-årig mand fra Hillerød. Det tyder ifølge politiet altså på, at gerningsmanden ikke kendte dem alle tre.

Kaspar Bengtsson understreger, at den 20-årige ikke mødte umotiveret op på skolen, men kom for at tale med pigen, som han havde haft en uoverensstemmelse med forinden.

Den 20-årige sigtes, udover knivtruslerne mod tre personer, også for overtrædelse af knivloven.

Læs også

Mange vidner

Det var en voldsom oplevelse for elever og ansatte, fortalte rektor Trine Larsen til Sjællandske Nyheder fredag. Mange var vidner til hændelsen og var rystede. Det var desuden voldsomt at stå midt i undervisningen og skulle gemme sig i klasselokaler eller flygte udenfor.

Både ansatte og elever fik med det samme hjælp af en krisepsykolog.

- Lige nu er vi i gang med at debriefe med en krisepsykolog, så alle elever og ansatte, som har behov for det, kan få snakket om den voldsomme hændelse, sagde hun.

Der vil ligeledes være en opfølgning med krisepsykolog mandag. Nordsjællands Politi skriver på Politi Update, at de i den kommende uge "vil indgå i tæt dialog med skolens ledelse med henblik på at koordinere, hvorledes trygheden bedst kan genoprettes for skolens ansatte og studerende".

Politiet oplyste fredag i første omgang, at den anholdte kommer fra Taastrup, men det korrekte er altså Greve.

Kaspar Bengtsson kan ikke oplyse, hvorfor politiets jurister ikke så grundlag for at fremstille den anholdte i grundlovsforhør.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...