Sidste stykke letbane på vej - nu sættes testkørsler i gang

Fra indvielsen af letbanen i Rødovre

Fra indvielsen af letbanen i Rødovre

Foto: Christian Valsted

Nu rykker det sidste stykke af letbanen tættere på. 

Mandag 16. marts begynder testkørslen af Letbanen fra Rødovre til Lundtofte, og de grønne letbanetog bliver dermed synlige i trafikken.  Det sker knap et halvt år efter den første strækning blev taget i brug.

Testkørslerne sker først med et enkelt tog og senere med flere af de nye grønne letbanetog i begge retninger. I begyndelsen af testperioden bliver der kørt med lavere hastighed, end når toget er i drift, oplyser Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse.

- Testkørslen af strækningen fra Rødovre Nord til Lundtofte med de 17 nordlige stationer er en af de sidste store milepæle, inden vi til sommer kan byde alle borgerne velkommen på den fulde strækning af Hovedstadens Letbane. Vi glæder os til at få sat tog på skinnerne og ser frem til at gå i fuld drift til sommer, siger Søren Boysen, driftsdirektør i Hovedstadens Letbane.

Pas på de grønne tog

Med testkørslen kommer der et nyt element i trafikken, som de andre trafikanter skal forholde sig til. Derfor er borgerne langs strækningen blevet informeret om testkørslen via nyhedsbreve, hjemmeside, sociale medier, bag på busserne og ved busstoppesteder.

- Med et nyt element i trafikken er det vigtigt at være ekstra opmærksom, så borgerne skal holde godt øje med de grønne tog og følge færdselsreglerne. På den sydlige strækning har vi desværre flere gange oplevet, at biler er kørt ind på sporet, og erfaringerne herfra bygger vi allerede nu ind på hele strækningen. Men det vigtigste element er stadig at være opmærksom, siger Søren Boysen.

Den sydlige del af letbanen blev taget i brug den 26. oktober sidste år. I de første tre måneder kørte 400.000 passager med, hvilket var cirka 50 procent flere end forventet. Letbanen forventes at transportere cirka 14 millioner passagerer om året fra 2030.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...