Svinninge går efter guldet - Høng og Svebølle holder igen

Træningskampene har givet grund til optimisme i Svinninge, Svebølle og Høng.

Der er sæsonstart i Serie 1 i weekenden

Der er sæsonstart i Serie 1 i weekenden

Svinninge gjorde det mere end nydeligt efter oprykningen til Serie 1 i efteråret. Og nu hvor man skal i gang med en hektisk anden sæson, er der skruet op for ambitionerne. Det skal gerne ende med en oprykning til Sjællandsserien.

- Med det spil, vi har leveret og med forstærkninger på nogle pladser vil det være uambitiøst ikke at satse på at avancere. Det må vi tage på os, siger træner Anders Bo Hansen.

Den sidste træningskamp før sæsonstarten var mod Roskilde KFUM, der skal spille med i oprykningskampen om at avancere til Danmarksserien. Svinninge vandt med 6-1 på to mål af Mads Nymann og fire af Simon Engberg, der endda ugen før brækkede tre fingre.

Mikkel Kvist med masser af divisionserfaring er tilbage i målet efter at have spillet i marken, og han syntes lige, at han ville give KFUM et trøstmål ved at drible lidt.

- Vi spiller godt i øjeblikket og vi står et godt sted. Indsatsen i de øvrige træningskampe har også været på et fint niveau, siger Anders Bo Hansen.

Svinninge lægger ud fredag aften hos B 73 i Slagelse.

Svebølle rykkede ned fra Sjællandsserien, og på rygtebørsen var der tale om at det halve af holdet ville forsvinde. Jonas Thomsen er vendt tilbage som træner efter sit ankelbrud og han fik samlet stumperne op, så truppen næsten er fuldkommen intakt.

- Vi har fået tilgang af 32-årige Tom Walter Petersen fra Raklev og min lillebror, så jeg synes godt, at vi kan tillade os at sige, at vi vil være med i toppen af rækken, siger Jonas Thomsen.

- Forrige sæson gav ikke mange sejre, og det skal der selvfølgelig laves om på. I øjeblikket arbejder vi med en trup på 20-22 mand. Vi har spillet fire træningskampe og vundet dem alle.

Svebølle starter ude mod Rødovreklubben BK Vest.

Hos Høng er Søren Nielsen kommet til som træner efter Thomas Carlsen, og umiddelbart gælder det om at komme så langt væk fra bundstriden som muligt. De seneste par sæsoner har Høng kæmpet hårdt for at undgå nedrykning.

- Vores målmand Mads Juul har brækket et håndled, men vi har en fin erstatning i Frederik Knudsen.

Søren Nielsen har arbejdet med at ændre en del på den taktiske del af spillet, og han synes, at det er gået fint.

- Vi har også kæmpet med ugerne med masser af sne. Heldigvis kunne vi leje os ind i Slagelse og spille i Vemmelev.

Høng er fredag aften på besøg hos Dianalund.

Efter omstruktureringen af serierækkerne er der nu fire Serie 1-puljer. De fire vindere rykker op, og så afhænger nedrykningen af hvordan det går i rækkerne ovenover.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...