TV-kok Christian Schødt giver foredrag om grønnere børnemad

Christian Schødt giver et foredrag om grønnere børnemad den 8. april.

Christian Schødt giver et foredrag om grønnere børnemad den 8. april.

Foto: Presse

Hvordan får man børn med i køkkenet uden at miste både overblikket og tålmodigheden midt i ulvetimen? 

Og hvordan sår man spiren til gode madvaner – uden at blive fanatisk eller grøn i hovedet selv?

Den Korte Version
  • TV-kok Christian Schødt inspirerer til grønnere børnemad i Kalundborg med foredrag den 8. april.
  • Foredraget fokuserer på at inddrage børn i madlavningen og etablere sunde madvaner uden stress.
  • Schødt deler erfaringer fra sin hverdag og debutkogebog "Bare én bid – grønnere børnemad".
  • Mødrehjælpen Kalundborg er arrangør.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Mødrehjælpen Kalundborg inviterer i samarbejde med Christian Schødt, som er fast kok i Go’ Morgen Danmark på TV2, til foredraget “Bare én bid – grønnere børnemad” onsdag den 8. april på Move Eco Health Hotel (det tidligere vandrehjem i Kalundborg) klokken 18.30-20.30. 

- Vi vil gerne inspirere de unge familier til hvordan man nemt kan lave sund mad, som ikke behøver at koste en million kroner, siger Inge Berg-Hansen, som er formand for Mødrehjælpen i Kalundborg.

I dette foredrag inviterer Christian Schødts, madfar i en københavnsk børnehave og far til to små børn, os med ind i køkkenet, hvor maden sjældent er stille, men altid er vigtig.

Med varme og humor fortæller han om sin hverdag med børn og grøntsager - både i institutionen og derhjemme - og deler konkrete idéer og ærlige refleksioner om, hvordan madlavning kan blive et rum for nærvær, leg og fællesskab.

Opgør med madstress

Foredraget tager afsæt i Christians debutkogebog "Bare én bid - grønnere børnemad", hvor alle opskrifter er testet og godkendt af en hel daginstitution. 

Bogen er et kærligt opgør med madstress og et praktisk bud på, hvordan vi kan gøre hverdagsmaden mere grøn, mere inkluderende - og langt mere børnevenlig.

Christian giver inspiration til, hvordan vi kan inddrage børnene i madlavningen - også når der kun bliver skrællet en kvart gulerod, og æggeskallerne havner i pandekagedejen. 

For pointen er ikke perfektion, men deltagelse. Når børn er med i processen, får de nemlig også mere lyst til at spise med.

Et ærligt, jordnært og inspirerende foredrag til forældre, bedsteforældre, pædagoger - og alle andre, der har børn og mad tæt på livet.

Arrangementet kræver tilmelding til age@ka-net.dk. Navngiv emnefeltet “kok” og angiv navn samt antal deltagende i mailen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...