Region Sjælland i fuld gang med at udpege nye egnede områder til råstofudvinding i deres forslag til Råstofplan 2026, hvor et af forslagene omfatter et område vest for Vigersted - men det forslag siger Ringsted Kommune nu klart fra overfor, efter Dagbladet flere gange har kunne berette om sagen.
Læs også
- Advarer mod grusgrav: - Særdeles sårbart
- Areal ved grusgrav bliver nu privat
- Byrådet går i krig mod regionen
- Bekymret far: - Det kan koste mine børn livet
Ringsted Kommune anbefaler direkte, at Region Sjælland tager det udpegede grave- og interesseområde ved Vigersted ud af forslaget til Råstofplan 2026.
Ifølge borgmester i Ringsted, Andreas Karlsen (K), kan det ikke forsvares at lægge yderligere pres på et område, hvor trafikken i forvejen er tung, og hvor mange børn hver dag færdes til og fra Vigersted Skole, siger han i en pressemeddelelse.
- Det er vores ansvar at sikre trygge lokalsamfund og et godt hverdagsliv – og i den sammenhæng giver en stor grusgrav og masser af lastbilkørsel ingen mening, siger Andreas Karlsen, borgmester i Ringsted Kommune.
Et markant bakkelandskab
Det udpegede område ligger i et markant bakkelandskab med naturbeskyttelsesinteresser, skovrejsningsmuligheder og en kildeplads, hvor der arbejdes med naturbaseret drikkevandsbeskyttelse. Der findes desuden to fredede gravhøje med 100 meters beskyttelseszone.

Ringsted Kommune vurderer, at råstofindvinding vil ændre terrænet væsentligt, svække biodiversiteten og medføre tab af landskabsværdier. Samtidig vil graveaktiviteter være i konflikt med de kulturhistoriske interesser og de beskyttede landskaber i området.
Andreas Karlsen understreger, at Ringsted Kommune anerkender samfundets og dermed Region Sjællands behov for at tilvejebringe råstoffer til for eksempel veje og byggerier. Men han påpeger samtidig, at mange ting taler imod at anlægge en ny grusgrav vest for Vigersted.
- De lokale gener og de landskabelige og kulturhistoriske tab vil simpelt hen være så store, at området bør udtages af råstofplanen, siger Andreas Karlsen.