Jazz, hygge og fællesskab: Ny forening holder traditionen i live

- Nogle gange skal man bare gøre noget, fordi man brænder for det, siger Susanne, der sammen med sin mor og søster står bag Ølstykkes nye forening Jazz & Hygge.

Susanne Pedersen og Inge Hjort Nielsen står bag den nye forening Jazz & Hygge. Foreningen er netop blevet godkendt, og har fået lokaler i kælderen under Ølstykke Bibliotek, hvor de nu kan fortsætte deres musikalske arrangementer.

Susanne Pedersen og Inge Hjort Nielsen står bag den nye forening Jazz & Hygge. Foreningen er netop blevet godkendt, og har fået lokaler i kælderen under Ølstykke Bibliotek, hvor de nu kan fortsætte deres musikalske arrangementer.

Foto: Birgitte Masson

I Ølstykke er der én ting, der samler både smil og mennesker: jazz. Og få holder mere af de swingende toner end Inge Hjort Nielsen og døtrene Susanne Pedersen og Charlotte Hjort Nisbeth og deres familier. 

Den Korte Version
  • Susanne Pedersen og hendes familie har dannet foreningen Jazz & Hygge i Ølstykke for at holde jazztraditionen i live.
  • Foreningen er nystartet og har fået lokaler i kælderen under Ølstykke Bibliotek.
  • Bottos Jazz Band spiller til foreningens første arrangement søndag den 22. marts fra kl. 14.00 til 16.30.
  • Arrangementerne handler om både musik og fællesskab med hjemmebag og socialt samvær.
  • Inge Hjort Nielsens ønske om at hjælpe enlige søndage er centralt i foreningens arbejde.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

I 15 år har især Inge været engageret i hyggelige jazzarrangementer i Ølstykke, men da de tidligere samarbejdspartnere valgte at stoppe, var familien ikke i tvivl: Traditionen måtte ikke dø ud.

- Det er et for godt arrangement til bare at forsvinde, fortæller Susanne.

Derfor gjorde de det eneste rigtige: De stiftede deres egen forening, Jazz og Hygge. Foreningen er netop blevet godkendt og har fået lov til at låne lokalet under Ølstykke Bibliotek, hvor de nu kan fortsætte deres musikalske arrangementer.

Et nyt kapitel

Da Susanne for nylig så, at Bottos Jazz Band skulle spille i Veksø, greb hun chancen og kontaktede orkesterleder Peter Bosse. Hun spurgte, om han ville spille til foreningens første arrangement – og det ville han. Han samlede sine seks musikere, så i alt syv mand står klar til at spille, når Jazz og Hygge slår dørene op søndag den 22. marts klokken 14.00 til 16.30.

- Konceptet er det samme som altid – masser af hygge og glad musik. Vi håber, der kommer mange, siger Susanne.

For Inge handler jazz-arrangementerne om meget mere end musik.

- Jazz kan noget. Det kan hygge, siger hun med reference til foreningens navn.

- Om søndagen kan mange føle, at dagen er lang. Derfor begyndte vi i sin tid at engagere os i det, jeg har altid godt kunne lide at gøre noget for andre, siger Inge. 

Susanne supplerer:

- Når folk kommer, sætter de sig enten alene eller i små grupper. De får hjemmebag og en kop kaffe, og så falder snakken hurtigt. Vi spiller glad jazz – New Orleans-stilen – og mange danser. I pausen kan man købe øl og vand hos min far. Der spilles to gange en time, og når vi er færdige, hjælper mange med at sætte på plads. Efter opvasken tager vi hjem endnu gladere, end da vi kom.

Inge fortæller, at når gæsterne går, spørger de altid: “Hvornår har I det igen?” Svaret er enkelt: To gange om året – ligesom det plejer.

Selvom det kræver mange timers forberedelse, er det hele indsatsen værd.

- Nogle gange skal man bare gøre noget, fordi man brænder for det, siger Susanne. 

- Og det gør vi.

Man tilmelder sig arrangementet ved at sende en SMS til Susanne på 31257650 med navn på deltagere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...