Borgmester: - Jeg fik næsten et far-søn-forhold til Knud

Tidligere borgmester på Møn og i Vordingborg Kommune Knud Larsen borgmester er gået bort.

Tidligere borgmester på Møn og i Vordingborg Kommune Knud Larsen borgmester er gået bort.

Foto: Lene C. Egeberg

Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at tidligere borgmester i Møn og Vordingborg Kommuner, Knud Larsen, er gået bort. Med ham har vores kommune mistet en markant skikkelse i det politiske og menneskelige fællesskab.

Knud Larsen stod for en klar liberal overbevisning og var en politiker af den gamle skole. Han var troværdig, ordentlig og havde et stort menneskeligt overskud. Han var en mand med et stort hjerte, som man kunne regne med – både politisk og personligt.

Som landmand, højskolelærer, amtsrådspolitiker og borgmester satte han i årtier sit tydelige præg på udviklingen på Møn og i Vordingborg Kommune. Han var i to perioder borgmester i Møn Kommune, og efter mange års indsats i både kommunalpolitik og i det daværende Storstrøms Amt vendte han i 2014 tilbage til borgmesterposten i Vordingborg Kommune med et stærkt personligt mandat fra vælgerne.

Knud var aldrig bange for at tage svære beslutninger eller kæmpe de store kampe. Samtidig var han optaget af samarbejde og af at skabe udvikling for lokalsamfundet. Projekter som DGI-huset og arbejdet for den nye Storstrømsbro vidner om hans blik for fremtiden og hans vilje til at investere i kommunens udvikling.

For mig personligt var Knud en stor inspiration. Han var i høj grad årsagen til, at jeg selv gik ind i politik, og gennem årene udviklede vores relation sig til et nært venskab. Efter jeg mistede min far i 2014, fik jeg næsten et far-søn-forhold til Knud. Jeg har altid kunnet ringe til ham og drøfte alt mellem himmel og jord – fodbold, svære politiske beslutninger eller blot få et godt råd fra en ven.

Ofte var det også Knud, der ringede. Han begyndte gerne med at spørge, hvordan jeg havde det, og han var ikke bange for både at rose og give et kærligt kritisk råd. Ofte indledte han med ordene: “Det er ikke fordi, jeg skal blande mig, men har du tænkt på at …” – og så vidste man, at det var værd at lytte.

Knud og jeg kendte også hinanden uden for politik gennem fodbolden, hvor hans søn Rasmus og jeg spillede sammen, mens vores fædre stod på sidelinjen og fulgte kampene tæt, mens de holdt både spillere og dommere beskæftigede.

Da Knud i 2017 valgte at give borgmesterposten videre, var jeg så heldig, at den tilfaldt mig. For den tillid og støtte, han har vist mig gennem hele min politiske karriere, er jeg ham dybt taknemmelig. Jeg har aldrig været i tvivl om hans loyalitet. Jeg har mistet en god og troværdig ven, og jeg vil savne ham hver eneste dag.

Fra hele kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune sender vi vores tanker til hans hustru Hanne, børnene Rasmus og Kathrine samt hans børnebørn.

Æret være Knud Larsens minde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...