IF1864 Frederikssund Bueskydning var i weekenden repræsenteret ved DM Ungdom Inde 2026 i Holstebro med to unge skytter. Begge kom hjem med medaljer efter flotte præstationer.
Den kun 10-årige Max Asbæk skød sig til en sølvmedalje i barbueklassen. Han har kun dyrket bueskydning i syv måneder, men var oppe mod skytter med flere års erfaring. I de indledende 20 runder á 3 pile skød han 481 point, hvilket både sikrede ham førstepladsen i kvalifikationen og en ny personlig rekord.
Klubbens anden deltager, Mickel Emiel Tegen på 13 år, tog en bronzemedalje i barbueklassen. Mickel Emiel har skudt i halvandet år og leverede også sit bedste resultat til dato. Han blev nummer tre i de indledende runder med 449 point – og det er også en ny personlig rekord.
- Vi er utrolig stolte over deres præstationer. Begge drenge har arbejdet målrettet til træning, og det er fantastisk at se dem levere så flotte resultater ved et Danmarksmesterskab, siger René Schmidt, cheftræner og formand for IF1864 Frederikssund Bueskydning.