Uldsokker og fodformede sandaler er ikke just oplagt til dans og akrobatisk. Ikke desto mindre er det dresscoden for de tre kvindelige performere i forestillingen 'K.I.S.S.', som Sjællands Teater har som gæstespil på Holbæk Teater mandag den 13. april kl. 19.30.
Forestillingens navn 'K.I.S.S.' er netop en forkortelse af 'Kvinder I Sokker og Sandaler' og er et remake af teaterkompagniet Don Gnu’s 'M.I.S. – Natten er lang' med tre mænd i tyndslidte sokker og udtrådte sandaler.
Ud af komfortzonen
Efter at have udforsket den moderne mands identitet i 'M.I.S. – Natten er lang' er det nu kvindernes tur til at stå i rampelyset. Men hvordan passer den moderne kvinde ind i en verden præget af hårdt træ og store bolde?
Teaterkompagniet Don Gnu er kendt for sit meget fysiske actionteater, der kombinerer dans og akrobatik.
Det gælder også denne forestilling fyldt med skæve stunts og mentalt mod, hvor de tre kvindelige performere træder ud af deres komfortzone – iført sokker og sandaler – for at tage kampen op mod Don Gnu’s mandehørmende action-univers.
De tre kvindelige performere er Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri & Paulína Šmatláková.
Læs mere på www.sjaellandsteater.dk.