Efter at Kim Steen Jørgensen skiftede fra Kristendemokraterne til Dansk Folkeparti, har han haft et tæt samarbejde med Søren Hansen. Et makkerskab, der blev svejset endnu mere sammen, da begge som de eneste DF'ere i november 2025 blev valgt til kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune.
Men når det kommer til at være med til hinandens kobberbryllup, sætter de en streg i sandet. Ikke, fordi de er blevet uvenner, men simpelthen fordi mærkedagen er samme dato.
Såvel Søren Hansen som Kim Steen Jørgensen blev gift 7. september 2013 (7-9-13 ...), hvilket lørdag 7. marts 2026 er 12,5 år siden og ensbetydende med kobberbryllup.
- Da jeg meldte mig ind i partiet, og jeg skulle have lidt mere med Søren at gøre, var jeg inde på Facebook for at finde hans telefonnummer. Og så kunne jeg se, at vi har kobberbryllup samme dag, fortæller Kim Steen Jørgensen.
Han og Joanna blev gift på Stege Rådhus. Søren Hansen og Belinda sagde ja til hinanden i Ørslev Kirke.
Søren Hansens bryllupsdato skyldes, han er James Bond-fan. I indbydelsen til gæsterne stod der 007. september. Selve bryllupsfesten for godt 12 år siden blev holdt i Ørslev Forsamlingshus, der nu hedder Ørslev Egnshus, og som også danner rammen om kobberbrylluppet.
Kim Steen Jørgensen fejrer sin store dag hjemme i privaten i Bogø, hvor familie og de tætteste venner kommer på besøg.
- Jeg har meldt afbud til Sørens kobberbryllup, fortæller Kim Steen Jørgensen.
- Jeg kommer heller ikke til Kims, griner Søren Hansen.