Hjemmet brød i brand - nu mangler familien et sted at bo

Midt i morgenmaden lød et brag. Nu mangler familien akut et hjem.

Familien, som lige nu ikke aner, hvor de kan bo, består blandt andre af lille Arthur på otte måneder og hunden Molly.

Familien, som lige nu ikke aner, hvor de kan bo, består blandt andre af lille Arthur på otte måneder og hunden Molly.

Foto: Privat

Fra på mandag har Gritt Onsvig Gjedved, hendes mand, to af deres børn, deres barnebarn og familiens hund ingen steder at være. De er desperate, efter at de pludselig mistede deres hjem og alle deres ejendele. Det hele startede med en lugt af røg og et ordentligt brag. 

- Da gulvet lettede, greb jeg mit barnebarn, løb ind og vækkede min datter, og så forlod vi huset kun iført clogs og en jakke, fortæller Gritt Onsvig Gjedved.

Den Korte Version
  • En brand ødelagde Gritt Onsvig Gjedveds hjem i Fensmark, og familien står nu uden bolig.
  • Gritt reddede sit barnebarn, datter og hund ud af huset, mens sort røg steg op fra kælderen.
  • Naboer og Brugsen-medarbejdere bistod straks med tøj og hjælp i den kaotiske situation.
  • Familien mistede vigtige ejendele og minder i branden og står nu i en usikker situation.
  • De leder efter en midlertidig bolig tæt på Næstved, der kan rumme hele familien og deres hund.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Hun er stadig meget rystet oven på oplevelserne onsdag morgen i huset i Fensmark, hvor hun pludselig fandt sig selv stående ude på gaden uden ret meget tøj på sammen med sin datter, Emma, barnebarnet Arthur på otte måneder og familiehunden Molly, mens der kom sort røg op fra deres kælder.

Stille morgen endte brat

Både hendes mand, Dennis, og deres voksne søn, Lasse, var på arbejde. De fik fat på dem, så snart de havde ringet 112.

- Vi nåede at tage vores telefoner med, men vi løb lige forbi alt overtøj og sko i gangen, man tænker åbenbart ikke klart i sådan en situation, fortæller Gritt Onsvig Gjedved.

Før den dramatiske flugt fra det brændende hus var morgenen startet stille. Hun var stået op med sit barnebarn, så hendes datter kunne få noget søvn efter flere vågne nætter, hvor de havde døjet med sygdom.

Men midt i den stille morgenmad lugtede hun pludselig røg.

- Jeg tænkte faktisk ikke videre over det, for indimellem ryger de laks og spegepølser ovre ved Brugsen, så vi er vant til lidt røglugt, siger Gritt Onsvig Gjedved, som kort tid efter fandt ud af, at noget var helt galt.

- Så kom der et brag, og gulvet løftede sig, og der kom røg op fra kælderen, siger Gritt Onsvig Gjedved.

Gritt Gjedved og hendes mand Dennis har mistet alt i branden.
Gritt Gjedved og hendes mand Dennis har mistet alt i branden. Foto: Privat

Hjælpen var nær

Ude i forhaven stod hun nu chokeret med sin familie, kun iført en T-shirt og clogs. Lynhurtigt kom folk til for at hjælpe. 

Gritt Onsvig Gjedved husker specielt to midaldrende damer, som hurtigt kom hen, og en mand, som tog hånd om både hende, hunden og resten af familien.

- Han puttede vores hund ind i sin bil, pakkede barnevognen sammen og tilbød os at køre os, hvis vi skulle nogen steder hen, fortæller Gritt Onsvig Gjedved.

Familiens hus ligger lige ved Brugsen i Fensmark, og personalet derfra var også på stikkerne for at hjælpe.

- Pludselig kom der en med nogle gamacher og et par uldsokker, så jeg kunne få noget tøj på. Vi fik også et par termojakker fra Brugsen, husker hun.

Imens kunne hun bare se til, mens røgdykkere og brandvæsen slukkede branden. 

Mistede alt

Nu står huset tilbage ubeboeligt og med store skader efter onsdagens brand. Gritt Onsvig Gjedved er ikke meget for at skulle tilbage og kigge på skaderne.

- Det var rigeligt at være i det, da det skete. Jeg bliver meget berørt, når jeg kommer hen og kigger på det. Det er grænseoverskridende at se vores hjem sådan. Alt er dækket af vand og sod, siger hun.

Brandvæsnet kom til stede kort efter.
Brandvæsnet kom til stede kort efter. Foto: pressefoto.dk

- Vi ved ikke, hvad der kan reddes endnu, men det er også underordnet. Folk siger, at det bare er materielle ting, men det er jo alle vores arvestykker. Alle vores minder var i den kælder, fortæller Gritt Onsvig Gjedved og uddyber:

- Min brudekjole. Habitten, som Dennis havde på til vores bryllup. Alle vores klenodier og billederne fra vores børn var små. Jeg bliver helt ked af at tænke på det.

Mareridt

Sådan en brand er enhver families mareridt, og for familien Onsvig Gjedved fortsætter den onde drøm. For selvom mange har været søde til at hjælpe familien lige fra de landede i deres forhave, aner de ikke, hvor de skal gøre af sig selv. 

- Lige nu er vi i et sommerhus på Svinø, men her kan vi kun være til mandag morgen, fortæller Gritt Onsvig Gjedved.

Branden falder sammen med, at mange sommerhuse begynder at være udlejet. Det begrænser deres muligheder. Det samme gør deres hund. 

- Det er ikke mange sommerhuse, man kan have sin hund med i. Så vi er på bar bund lige nu, fortæller Gritt Onsvig Gjedved. 

For den kriseramte familie er det vigtigt, at de finder noget, de allesammen kan bo i sammen, indtil deres hus igen bliver beboeligt.

- Det kan tage mellem 10 og 12 måneder. Det er ikke, fordi vi er kræsne, men vi kan ikke flytte rundt og rundt med den lille. Vi er nødt til at have et stabilt sted at bo, hvor vi også kan få vores hverdag op at køre på et tidspunkt, siger Gritt Onsvig Gjedved.

Plads til hverdagen

Mange har tilbudt familien tag over hovedet et par dage, men de har allermest brug for at vide, at der er et fast sted, de kan bo i længere tid.

Sønnen Lasse og datteren Emma og barnebarnet Arthur.
Sønnen Lasse og datteren Emma og barnebarnet Arthur. Foto: Privat

Familien består af fire voksne. Det er Gritt Onsvig Gjedved, hendes mand, Dennis, deres to voksne børn, Lasse og Emma, barnebarnet Arthur, der er Emmas søn, og endelig hunden Molly.

- Derfor er vi nødt til at have tre værelser. Vi kan ikke sove sammen med vores voksne børn i et år, forklarer Gritt Onsvig Gjedved. 

Familien håber at finde et hus, der kan opfylde deres behov. Det skal være tilladt at holde hund, helst i et plan, med to toiletter/bad. Der skal gerne være  en carport eller overdækning i forbindelse med huset, hvor man kan sætte en barnevogn, og endelig må det maksimalt ligge 20 minutter fra Næstved Centrum.

- Ellers kan vores liv ikke hænge sammen. Vi skal kunne komme på arbejde, og Arthur skal starte i institution på et tidspunkt, forklarer Gritt Onsvig Gjedved. 

Kan du hjælpe?

Hun og familien har allerede oplevet, hvordan folk er ivrige efter at hjælpe dem midt i krisen. 

- Folk er meget venlige. Der er mange, der skriver, at vi skal sige til, hvis vi har brug for noget, men før vi ved, hvor vi skal være, kan vi ikke rigtig sige ja tak, forklarer Gritt Onsvig Gjedved, som håber, at denne artikel kan hjælpe familien med et sted at bo.

Man kan kontakte Gritt Onsvig Gjedved og hendes familie på e-mail griffer@live.dk. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...