Der er kaldt til vælgermøde forud for folketingsvalget i Aksen i Asnæs fredag 13 marts klokken 17-19.
Socialdemokratiet i Odsherred står bag, og vælgerne får mulighed for at møde fem folketingskandidater fra Kalundborg/Odsherred-kredsen til en debat om Danmarks og Odsherreds fremtid.
Debatten ledes af journalist Helene Nielsen, og kandidaterne er:
Rasmus Horn Langhoff (S), MF og formand for Transportudvalget, Mette Brockmann (R), Julie Jacobsen (DF), Jacob Jensen, Venstre (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og Jacob Antvorskov (Alt.).
- Vi ønsker at skabe et rum for saglig og respektfuld debat, hvor vælgerne både kan lytte og stille spørgsmål. Det skal være et klassisk vælgermøde med plads til uenighed - og til fællesskab, siger arrangementsansvarlig Gitte Hededam fra Socialdemokratiet i Odsherred.
Det er ikke på forhånd besluttet, hvilke emner aftenen kan berøre. Men arrangørerne forventer, at emner som velfærd, ældrepleje, sundhed, landbrug, den grønne omstilling, erhvervsudvikling, kultur, fritidsliv og sammenhængskraft vil være oplagte at tage op.
Alle interesserede borgere er velkomne, og der vil være gratis kaffe, te og kage.