Solcellerne indtager Allerød

Allerød Kommune sætter strøm til en ny indsats i kommunens erhvervsområder. Det gør kommunen med en ny solcelleportal, en solcelleguide og en såkaldt solcellescreening. Indsatsen skal motivere flere virksomheder til at udnytte deres tagflader til solenergi.

- Virksomhederne i kommunen kan ansøge om en solcellescreening, der udføres af et uvildigt konsulentfirma. Screeningen giver også indsigt i virksomhedens energiforbrug og potentielle besparelser. Samtidig gennemgås mulighederne for, hvor og hvordan solceller kan etableres på bygningen. Som resultat af en solcellescreening vil der blive udarbejdet en handleplan for, hvordan virksomheden kan få etableret solceller på taget, skriver Allerød Kommune i en pressemeddelelse.

Derudover er der altså også åbnet en solcelleportal, som giver et overblik over potentialet ved solceller på bygningen, og en guide, der enkelt beskriver, hvad virksomheder skal gøre for at komme i gang.

Så let som muligt

Indsatsens formål er at gøre det så let som muligt at etablere solceller på virksomheders tage. Initiativet er en del af Allerød Kommunes nye klimaplan, hvor målet blandt andet er at øge den grønne elproduktion med 35.000 MWh frem mod 2030.

”Med solcelleindsatsen vil vi både inspirere og gøre det nemmere for virksomheder at vælge solceller. Solenergi på tage er en af de mest tilgængelige former for vedvarende energi, og vi vil gerne motivere til konkret handling. Det er godt for klimaet, for den grønne omstilling og for den lokale energiproduktion, siger Miki Dam Larsen, formand for Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget i Allerød Kommune.

Du kan læse mere på www.alleroed.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...