Sent onsdag eftermiddag vrimlede det med politi og udrykningskøretøjer og Måløv Hovedgade var spærret helt af i en periode, ligesom flere busruter blev påvirket af den voldsomme indsats.
Årsagen var et skyderi i det centrale Måløv.
Klokken 16.46 onsdag eftermiddag modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om, at der var blevet affyret flere skud mod en bil på Måløv Hovedgade. Kort efter var politiet fremme på stedet med flere patruljer og kunne konstatere, at en person i bilen var blevet ramt overfladisk.
Efterfølgende blev der fundet og sikret en bil i Smørum, som politiet vurderer har forbindelse til sagen.
Til stede hele dagen
Der er endnu ikke foretaget anholdelser i sagen, men politiet arbejder fortsat intensivt med efterforskningen og har flere spor at gå efter. Af hensyn til efterforskningen har politiet ikke yderligere kommentarer til den del af sagen.
Københavns Vestegns Politi vil i dag torsdag være til stede i området med en mobil politistation. Politiet hører meget gerne fra borgere, der har set eller hørt noget.
- Vi vil meget gerne høre fra borgere, der har set eller hørt noget i forbindelse med episoden eller i øvrigt har oplysninger, som kan hjælpe os i efterforskningen, siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn i en pressemeddelelse.
Vidner kan hele dagen henvende sig direkte til politiet. Borgere, der blot har behov for at tale med en betjent, er også velkomne.
Vidner kan også kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på telefon 43 86 14 48.