Et lokalt projekt i Holbæk, hvor unge bygger skibe sammen, sejler ud på havet og finder fællesskab, har nu vokset sig stort og vækker national opmærksomhed.
For nylig samledes kommuner, organisationer og unge fra hele landet på Nationalmuseet i København til konference om UngHavn Danmark og det hele er udsprunget hos UngHolbæk, der for nogle år siden startede et lille hold, de kaldte UngHavn. Nu er det udbredt til flere kommuner og konferencen satte fokus på, hvordan stærke fællesskaber kan give unge nye muligheder og fungere som et springbræt til uddannelse, ansvar og deltagelse i samfundet.

I Holbæk mødes unge stadig jævnligt i havnen for at bygge på skibe sammen og tage dem ud på vandet. Det er ikke kun håndværket og oplevelserne til søs, der giver værdi, det stærke fællesskab har for mange været afgørende. Flere deltagere er efterfølgende kommet i uddannelse på maritim HF eller som ubefaren skibsassistent, og fællesskabet har både givet dem nye venner og troen på egne evner.
Flere unge fra UngHavn gik også på scenen og fortalte med egne ord om, hvordan fællesskabet har givet dem nye muligheder og håb for fremtiden.