Energihandelsselskabet Seas-NVE, der har 140.000 husstande samt en række store virksomheder som kunder, dropper al direkte handel med russiske gasselskaber.
Det oplyser Seas-NVE’s moderselskab Andel, der er ejet af knap 400.000 sjællandske andelshavere, fredag middag.
– Al direkte handel med russiske aktører, herunder Gazprom, er stoppet, bortset fra en månedsbaseret kontrakt, der først udløber ved udgangen af denne her måned, fortæller Ole Vestergaard, der er administrerende direktør i Seas-NVE, til Sn.dk.
I stedet vil Seas-NVE kigge til det øvrige gas-marked i Europa og i resten af verden. Det kan blandt andet betyde, at Seas-NVE køber mere flydende gas fra USA og Qatar.
Selskabet kan dog ikke garantere, at der ikke ender russisk gas ude i de sjællandske stuer og virksomheder, da selskabet køber det via andre gashandelsselskaber.
40 procent af gassen på det europæiske marked er i dag russisk.
Gaspriserne var allerede på himmelflugt inden Ruslands invasion af Ukraine. Men Ole Vestergaard forventer ikke, at Seas-NVE og Andels beslutning vil give endnu større gas-regninger for de sjællandske kunder.
– Vi havde på forhånd positioneret os, så vi ikke kom i klemme, da krigen brød ud. Vi har ikke ret meget russisk gas, og vi er en lille spiller, så vores handling vil isoleret set ikke påvirke gaspriserne, siger Ole Vestergaard.
Han tilføjer, at hvis EU derimod beslutter sig for at lukke for russisk gas - eller russerne gør det selv - ser billedet imidlertid anderledes ud for gaskunderne næste vinter.
– Så skal der skabes alternative forsyningskæder eller alternative energikilder. Der venter vi på en fælles europæiske tilgang til at finde alternativer, siger Ole Vestergaard.
Andel stopper, Ørsted gør ikke
Andels beslutning om at droppe russisk gas står i modsætning til Ørsted, som primært er ejet af den danske stat, men som Andel også ejer cirka 5 procent af.
Her har topdirektør Mads Nipper udtalt til Berlingske, at han ikke kan rive kontrakter med russiske gasselskaber over. Blandt andet andet med henvisning til, at Ørsted har flere år lange kontrakter med russerne helt frem til 2030.
En situation, som Andels topdirektør Jesper Hjulmand til Berlingske har kaldt “fuldstændig vanvittig”. Hjulmand har tilføjer, at han er er med på, at man ikke kan finde en snuptagsløsning på en uge eller to. Men også, at han ikke ønsker nogen relationer til Rusland fremadrettet.
Om Seas-NVE og Andels beslutning siger han:
– Ruslands invasion af Ukraine kan ikke fordømmes stærkt nok. Situationen er dybt foruroligende. Det er nationens fremtid og borgernes velfærd og ret til selvbestemmelse, der er på spil.
– Samtidig er det en udvikling i regionen, som er stærkt foruroligende for Europa som helhed. Det er ikke kun et angreb på Ukraine, det er et angreb på vores alles tryghed og frihed. Det skal vi reagere kraftig på, siger Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.
