Klub modtager hyldest og donation

Fra overrækkelsen: Niels Madsen, chef for klubsamarbejde i FCK, Ikram Safi, træner, Line Aoussar, forperson, og spiller Andrea Norman Andersen.

Fra overrækkelsen: Niels Madsen, chef for klubsamarbejde i FCK, Ikram Safi, træner, Line Aoussar, forperson, og spiller Andrea Norman Andersen.

Foto: Presse

FC København har hyldet alle sine samarbejdsklubber ved den årlige faneparade Blue and White Bannerday i Parken. I den forbindelse blev der også uddelt donationer til to klubber – BK Skjold og Høje Taastrup Parasport (HTP), Dream Team. Donationerne kan søges af samarbejdsklubber med særlige projekter, og HTP var blandt de udvalgte.

Hos HTP har man tre centrale indsatsområder, som man ønskede støtte til: 

En camp for piger, et socialt event uden for banen der skal styrke og fastholde ældre spillere, samt et større stævne til efteråret i samarbejde med FCK.

Ved overrækkelsen var en af HTP’s egne pigespillere, Andrea Norman Andersen, med til at modtage donationen, og hun glæder sig meget til at deltage i den kommende pigecamp.

- Vi blev alle meget begejstrede, da vi hørte, at FCK ønskede at støtte vores projekter, siger forperson Line Aoussar. 

- Vi har mange ideer og projekter, vi ønsker at lave med børnene, og nu har FCK givet os muligheden for at realisere dem.

Trygt fællesskab

Sirine Lamti, som er pigetræner på HTP og medansvarlig for campen, understreger betydningen af den kommende indsats:

- En fodboldcamp for piger med særlige behov er vigtig, fordi vi ønsker at skabe et trygt og inkluderende fællesskab omkring fodbolden, som er skræddersyet til deres individuelle behov. Vi lægger vægt på klare, tydelige og strukturerede rammer, så hver pige får mulighed for at udvikle selvtillid, sociale kompetencer og tro på egne evner.

Målet er, at dagene skal byde på leg, sjov og hygge gennem fodbolden, så pigerne kan spejle sig i hinanden, skabe nye venskaber og opleve en stærk følelse af at høre til.

Allerede i dag oplever pigeholdet, at flere piger gennem træningen og fællesskabet langsomt får det bedre og trives markant bedre end før de startede i klubben.

I dag har HTP Danmarks eneste hold for piger med særlige behov. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...