Hotelkoncernen Arp-Hansen har købt en tredjedel af jorden på Orø i forbindelse med overtagelsen af en stor landejendom, skriver mediet Turistmonitor.
Opkøbet af de i alt 463 hektar landbrugsjord fremgår af en skrivelse, som Dorte Krak, koncernchef for og medejer af Arp-Hansen Hotel Group, mandag sendte til hotelkoncernens medarbejdere. Denne skrivelse har Dorte Krak også delt med Turistmonitor.
I skrivelsen til medarbejderne fremgår det, at hovedformålet med Arp-Hansens opkøb på Orø er at investere i »et naturgenopretningsprojekt ud over det sædvanlige.«
Arealet svarer til 660 fodboldbaner, og hvis der plantes skov på blot 200 hektar af dem, svarer det til cirka 800 træer for hver ansat i Arp-Hansen Hotel Group, som i dag har knap 700 fuldtidsansatte.
»Konkret optager skov og naturområder betydelige mængder CO2, og udvaskning af næringsstoffer og sprøjtemidler til vandmiljø og grundvand ophører, når den intensive landbrugsdrift stoppes. Der bliver givet plads til naturen, så den sikres for fremtiden. Desuden kan projektet bidrage med en lang række andre samfundsgavnlige aspekter såsom rekreative værdier, beskyttelse af naturarv og landskaber, bæredygtig fødevareproduktion, bæredygtige boliger, styrket lokalmiljø, arbejdspladser, formidling, overnatning og turisme, og endelig bæredygtige træprodukter som gavntræ og flis,« skriver Dorte Krak ifølge Turistmonitor.
Ambitionen for Arp-Hansen Hotel Group er at lave et projekt, der favner bredt og ikke bare ensidigt fokuserer på klima, men også sikrer, at arealerne bliver en attraktion for lokale og turister.
Derfor skal nogle arealer tilplantes med skov, mens andre arealer omlægges til natur med mulighed for rewilding og indhegning af store sammenhængende områder, der afgræsses med store dyr som ponyer og kvæg. Og måske på sigt kan der etablere et mindre antal luksushytter ude i naturen – hvor overnatning er med til at forbinde projektet med virksomhedens øvrige aktiviteter, oplyser Dorte Krak i brevet, som Turistmonitor har fået.