Fjordlys Festival: Ny musik tilføjet årets festivalprogram

Festivallederne Andeas Olsen og Oliver Jønhk Boel har netop tilføjet tre nye navne til sommerens lineup på Fjordlys Festival

Festivallederne Andeas Olsen og Oliver Jønhk Boel har netop tilføjet tre nye navne til sommerens lineup på Fjordlys Festival

Foto: Presse

Til sommer farves Frederiksværk Havn igen af musik, fest og fællesskab, når Fjordlys Festival afholdes for tredje gang i weekenden den 10.-11. juli. 

Der er lagt en masse energi i årets musikprogram og nu afslører festivalen de tre næste navne på plakaten, nemlig Nicklas Sahl, Karoline Mousing og Fríða Saiya.

De tre nye artister på årets program kommer derfor til at spille på festivalens to scener og kommer i selskab med Skinz, Josva og mange flere, der også lægger vejen forbi Frederiksværk i årets festivalsæson.

Musikprogram for alle

De nye artister lægger sig godt til festivalens ønske om at samle et fællesskab på tværs af generationer. 

Den veletablerede kunstner Nicklas Sahl er kendt for hits som 'New Eyes' og 'Planets', og kan ifølge arrangørerne samle musikelskere i alle aldre, mens Karoline Mousing især er kendt for hittet 'Ulykkelig', der startede med at gå viralt på det sociale medie TikTok. Derudover er der Fríða Saiya, der er helt ny på den danske musikscene, og som optræder med egne koncerter for første gang.

Nicklas Sahl er et af de nye navne der er tilføjet plakaten til sommerens Fjordlys Festival
Nicklas Sahl er et af de nye navne der er tilføjet plakaten til sommerens Fjordlys Festival Foto: Presse

De tre nye navne tilføjes til en plakat, der allerede rummer navne som Skinz, Chris Burton, Josva, Karoline Funder og Will.

Noget velkendt og noget nyt

- Vi har lagt en masse energi i at sammensætte årets musikprogram og har investeret markant mere i programmet. Samtidig har vi haft fokus på at give plads til nye danske navne, så det både rummer noget velkendt og noget nyt. fortæller festivalleder Andreas Olsen.

Programmet rummer i en højere grad musik, som den yngre generation kender. Det har festivalen taget højde for i år og har ligeledes indført ungdomsbilletter til gæster i aldersgruppen 12-17 år.

Flere overraskelser i ærmet

Fjordlys Festival har endnu et par artister i ærmet, som afsløres i løbet af foråret. Når årets musikprogram er fuldendt, bliver spilletider med tidspunkter for de optrædende artister offentliggjort.

Festivalen byder i 2026 på koncerter fordelt på to scener, og det hele kan opleves på Frederiksværk Havn i uge 28.

Fakta om Fjordlys Festival

Fjordlys Festival afholdes i dagene 10.-11. juli på Frederiksværk Havn

Fjordlys Festival drives som en non-profit festival med fokus på at styrke de lokale fællesskaber og skabe mere liv på Frederiksværk Havn.

Festivalens overskud vil med tiden blive fordelt til lokale projekter med fokus på havneaktiviteter, idrætsliv og kultur i Halsnæs Kommune.

Billetter og yderligere information:

Partoutbillet (begge dage): 395 kr.

Ungdomsbillet 12-17 år (begge dage): 195 kr.

Billetter kan købes via www.fjordlysfestival.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...