Disse tre områder skal vi have fokus på i udviklingen af Hørsholm

Borgmester Morten Slotved (K) har tre fokusområder for denne valgperiode, skriver han i sin politiske klumme.

Borgmester Morten Slotved (K) har tre fokusområder for denne valgperiode, skriver han i sin politiske klumme.

Foto: Presse

Efter kommunalvalget har jeg haft lejlighed til at tale med en række borgere om deres syn på kommunalbestyrelsens resultater i den seneste valgperiode. 

Det er opløftende, at borgerne helt generelt er meget tilfredse med den stærke fokus på de borgernære områder som børn, unge, ældre og syge.

Borgerne har også fremhævet, at det er meget tilfredsstillende, at Hørsholm som en mindre kommune har fået etableret et helt nyt bæredygtigt by- og boligområde som PH Park. 

Området har allerede tiltrukket mere end 400 borgere - herunder flere borgere fra andre kommuner - som nu bidrager positivt til indtægterne i kommunekassen.

Læs også

Bymidten mangler udvikling

Der har imidlertid også været bemærkninger om, at Hørsholm Kommune har haft for lidt udvikling af nye større projekter, hvis kommunen fortsat skal være en af Nordsjællands mest attraktive kommuner at bosætte sig i. 

Det har jeg naturligvis lyttet til, og selvom der er mange ønsker til nye projekter, er der tre områder, som jeg især vil koncentrere mig om i denne valgperiode - projekter, der ligger mig meget på sinde.

Bymidten står over for store forandringer. Bygningerne omkring Apotekertorvet skal genaktiveres med nye boliger og nye forretninger, som forbindes bedre med Hørsholm Midtpunkt og gågaden. 

Det er vigtigt, at Hørsholms bymidte fortsat har gode og attraktive butikker, som ikke kun tiltrækker byens egne borgere, men også borgere fra nabokommunerne, så byen bliver et af Nordsjællands attraktive indkøbscentre.

En levende bymidte er ikke kun et spørgsmål om handel, men også om liv, ophold og fællesskab.

Et vigtigt samlingspunkt

Idrætsparken skal fortsat udvikles, da de mange idrætstilbud er med til at holde befolkningen sund og rask. 

Derudover er det vigtigt, at vi har tilbud til alle børn og unge, da idræt er med til at skabe gode venskaber og stærke sociale relationer og samtidig bidrager til at holde unge væk fra gadehjørnerne.

Samtidig er idrætsparken et vigtigt samlingspunkt for hele kommunen, hvor foreningsliv, frivillighed og engagement går hånd i hånd. Moderne og tidssvarende faciliteter er afgørende for, at både bredde- og foreningsidrætten fortsat kan udvikle sig og være et attraktivt tilbud for alle aldersgrupper.

Læs også

 

Historisk kulturby

Jagt- og Skovbrugsmuseets bygninger har i det store og hele ligget inaktive i næsten 10 år, og det er vigtigt, at de smukke fredede bygninger bliver genaktiveret.

Ejerne af bygningerne - som nu går under navnet Hirschholm Slotspark - har udviklet et meget spændende projekt, der indebærer etablering af 32 private boliger, et kontormiljø til udlejning for liberale erhverv samt et museum om Oplysningstiden i den Store Lade. 

Det er meget positivt, at der i projektet er indtænkt en stor parkeringskælder, så der ikke opstår parkeringsproblemer for de nye beboere.

Oplysningstiden fortæller historien om demokratiets tilblivelse, og denne fortælling er mere aktuel end nogensinde før, i en tid hvor demokratier verden over er under pres. Et sådant museum kan blive en turistattraktion på linje med Karen Blixen Museet.

Hørsholm er i sandhed en historisk kulturby.

Hørsholm har et stærkt udgangspunkt, men også et stort potentiale. Med fokus på både velfærd, byudvikling, idræt og kultur kan vi sikre en kommune i fortsat positiv udvikling - til gavn fo både nuværende og kommende borgere.

Ugens politiske klumme

Partier og de politiske gruppeformænd i Hørsholm Kommunalbestyrelse skiftes til at skrive ugens politiske klumme.

Her får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.

Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.

Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 300 ord)

Kilde: Redaktionen

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...