Udenfor står små klynger af mennesker, hvor nogle har jakkesæt på, mens andre er mere uformelt klædt. Fælles for dem er, at de er mødt op for at fejre de mennesker, der uge efter uge får foreningslivet i Brøndby til at fungere.
De hilser med kram og håndtryk, inden dørene til Brøndby Hallen går op.

Fredag den 27. februar fylder idrætsudøvere og frivillige fra hele Brøndby endnu engang Brøndby Hallen, da kommunen holder sin årlige foreningsfest.
Her er repræsentanter for foreninger på tværs af idræt, kultur og sociale indsatser samlet for at markere og hædre de folk, der har gjort en særlig indsats i det år, der er gået.

På scenen står borgmester Maja Højgaard (S) side om side med Harun Muharemovic (S), der er formand for kultur-, idræts- og fritidsudvalget, mens navnene på de nominerede bliver nævnt én for én.

Kort efter åbner Harun Muharemovic den kuvert, han står med i hånden. Den indeholder navnet på modtageren af prisen for Årets Initiativ 2025.
Et øjeblik er der stille i salen, mens formanden for kommunens kultur-, idræts- og fritidsudvalg læser navnet op.
- Ebru Korkmaz fra BSI Fodbold, siger han.
Pilotprojekt som fællesskab
Der bliver klappet, da modtageren af årets initiativ rejser sig og går mod scenen.
Ebru Korkmaz har startet et nyt tilbud for de yngste i Brøndby Strand, efter at klubben manglede pladser.
- Holdet gik fra tre til 22 aktive børn på kun få måneder. Et lille pilotprojekt er blevet et bærende fællesskab, lyder det, da borgmester Maja Højgaard fortæller, hvorfor valget er faldet på Ebru Korkmaz.

Modtageren af prisen for årets initiativ får overrakt blomster og et indrammet billede, mens fotografen tager sine billeder foran scenen.
Tilbage ved bordene bliver der sagt tillykke, mens flere af de øvrige deltagere ser nærmere på billedet, før Ebru Korkmaz finder sin plads igen.
Der stopper anerkendelserne ikke.
Frivillig i generationer
Aftenen fortsætter med flere prisuddelinger, og hver gang et navn bliver læst op, bliver der stille i salen. Stilheden bliver afløst af massive klapsalver, når prismodtagerne bliver kaldt op på scenen.
Bifaldet lyder særligt højt, da Peter 'Stass' Christiansen modtager prisen som Årets Ungdomsleder 2025. En stor del af gæsterne i hallen rejser sig spontant, og klapper den mangeårige spejderleder på sin vej op mod scenen.

Siden 23. april 1964 har Peter 'Stass' Christiansen været en bærende kraft i Kiowa-Ringebæk - Spejderne i Brøndby Strand.
- Du har gennem generationer skabt trygge rammer for børn og unge og været med til at uddanne og løfte nye ledere. Du har altid sat hvert enkelt barns og ungs trivsel meget højt, lyder de rosende ord fra borgmesteren, da prisen bliver uddelt.
Aftenens hyldest fortsætter med flere velkendte navne i Brøndbys kultur- og fritidsliv.
Tårevædede prisvindere
Kulturprisen går til Teatret Gorgerne for opsætningen af Chess i Kulturhuset Brønden, og allerede mens de står på scenen, er det tydeligt, at anerkendelsen betyder noget.

Da medlemmerne af teatergruppen forlader scenen med blomster og det indrammede billede, stopper de op på gulvet og krammer hinanden.
Flere af dem står med blanke øjne, inden de endnu engang lader sig fotografere foran scenen.

Phu Duong fra Hokuto-Kai JKA Karateklub modtager prisen for Årets Idrætsleder. I begrundelsen bliver han beskrevet som en samlende kraft, der får både træning, gradueringer og det sociale liv i klubben til at hænge sammen.
- Du er klubbens naturlige tovholder, lyder det blandt andet fra borgmesteren.

Der bliver denne fredag aften også sat fokus på det sociale arbejde i kommunen, da Inklusionsprisen går til Gruppen af frivillige i Multihuset og Multicaféen.

I begrundelsen bliver det fremhævet, hvordan de frivillige skaber trygge rammer og hjælper borgere med både praktiske udfordringer og fællesskab i hverdagen.
Sikrer samvær og tryghed
Aftenens sidste hædersbevisning er Frivilligprisen 2025, som går til Brugerrådet og Aktivitetsudvalget i Pensionisthuset Møllen. I begrundelsen fremhæver Maja Højgaard indsatsen for at samle ældre borgere om aktiviteter og modvirke ensomhed.
- Det er frivillige som jer, der er med til at sikre, at Møllen ikke bare er et hus, men et levende mødested fyldt med aktiviteter, samvær og tryghed, siger hun.

Med den pris er rækken af prisuddelinger fuldendt, og omkring klokken 22 tager borgmesteren igen ordet for at runde aftenen af.
- Alle frivillige i Brøndby. Uden jer gik alt i stå. Kære frivillige i Brøndby, gid I længe leve må.
Inden Maja Højgaard forlader scenen, inviterer hun samtidig borgerne til at kigge forbi Møllesalen den 19. marts, hvor hun holder fødselsdagsarrangement i anledning af sin 40-års fødselsdag.